Plader

Beans: End It All

På sit seneste album gør Beans det, han gør bedst. Rapper. Til det får han hjælp af et interessant og stjernespækket rooster af producere.

Med produktioner af navne, der er lige så forskellige, som de er interessante – ikke mindst i samspil med Beans’ særegne rapstil – forventede jeg som det mindste at blive underholdt, da jeg smed End It All i anlægget. Det blev jeg også, men før jeg kaster mig ud i det svære job at beskrive Anti-Pop Consortium-medlemmets rablende rapstil, vil jeg først namedroppe topnavnene på den imponerende liste af producere, som pladen bryster sig af. Her taler vi blandt andet Four Tet, Sam Fog fra Interpol, Tobacco, Son Lux, In Flagranti, Bumps (trommesektion i Tortoise) samt franske Fred Bigot. Og så kigger TV on The Radios Tunde Adebimpe også forbi og låner sin vokal til det desværre mindre vellykkede ”Mellow You Out”.

Beans’ tekstunivers er en snørklet blanding af futuristisk braggadocio-rap og abstrakt poesi, leveret med det hektiske og til tider snublende flow, som fik ham til at skille sig ud fra de øvrige mc’s i Anti-Pop. Beans ligger til tider løst på takterne, som om han rapper over et helt andet beat end det, lytteren hører. Til andre tider følger han beatet fint, men er så langt fremme at man frygter, at han pludseligt stikker af i et vanvittigt udbrud. Han er dog altid tight og steady i forhold til det flow, som han vælger at benytte, og hans legende levering går – til trods for at den lyder halsbrækkende og åndenødsfremkaldende – ikke ud over artikulationen, som er klar og tydelig.

Mere end noget andet kendetegnes End It All ved, at grundelementerne rap og beat sættes over alt andet. Der er næsten ingen omkvæd og derfor heller ingen broer eller mellemspil til at binde disse sammen med versene. Til gengæld er der vers, som i længden langt overstiger de for rap gængse 16 takter, og der er lange, lækre outroer i produktionerne, hvor beatene brydes ned og op, tilsættes nye instrumenter og samples og udvikler sig i alle mulige tænkelige og utænkelige retninger. Måden, hvorpå albummet er arrangeret, kan dermed lede tankerne hen på Madvillain og andre projekter fra Madlib såvel som Doom, mens genren dog er længere ovre imod den futuristiske leftfield-lyd, som altid har kendetegnet Anti-Pop – denne gang dog helt uden Beans’ egen indblanding i produktionerne.

Blandt pladens højdepunkter er de korte, dubbede Four Tet-samarbejder ”Gluetraps” og ”Anvil Falling”, trommemaskineloopet og de fuldfede synth-flader på det Tobacco-producerede ”Glass Coffins”, den udsyrerede outro på Sam Fogs ”Electric Bitch”, den varierende og spacejazzede dynamik i Son Lux’ ”Blue Movie” samt den hypnotiserende minimal tech i Fred Bigots ”Hardliner”.

Over disse og pladens øvrige produktioner gør Beans præcis det, han gør bedst. Rapper. Måske er det derfor, at pladen giver mig en fornemmelse af at stå i en rundkreds og overvære Beans fremføre det ene velskrevne vers efter det andet over et solidt og fedt, men ikke spotlight-stjælende udvalg af beats, som er sammensat af en dj med næse for at få det til at flyde. En oplevelse, som desværre brydes op af irritationsmomenter som den langsomme In Flagranti-producerede ”Mellow You Out”, hvor hverken TV on The Radios Tunde Adebimpe eller Beans leverer mindeværdige præstationer, samt det Nobody-producerede ”Deathsweater”, hvor de knivskarpe vers ikke kan veje op for et forfærdeligt, malplaceret omkvæd.

Til trods for svipsere hist og her er End It All måske Beans’ bedste album og i hvertfald en oplevelse, man som værdsætter af leftfield og god, gedigen b-boy-rap bør unde sig selv.

★★★★☆☆

Deltag i debat