Plader

Callers: Life of Love

Life of Love er en fin og sød titel til næsten 34 minutters blanding af jazz, prog og folk. Med en meget fremtrædende vokal udfordrer Callers lytteren, som desværre står tilbage som taber.

Sara Lucas’ vokal dominerer fuldstændig lydbilledet på Callers’ anden plade Life of Love. Og det er en vokal, der med garanti deler lytterne op i to grupper. Dem, der synes, at den anstrengende og allestedsnærværende vokal er for fed. Og så dem, der synes, at det måske bliver lige i overkanten, og som nok gerne så, at der blev skruet lidt ned for hende og op for musikken.

Der er ingen tvivl om, at Sara Lucas kan synge. Det er flot med vibrato og fraseringer. Men hendes vokal fylder ALT for meget. Den ligger helt fremme i lydbilledet, og på den måde kommer den til at overdøve de melodier, der ellers gør, at hendes stemme ikke bare bliver en gang mavesur brægen.

Det er nu ikke, fordi der er meget at skrive hjem om med hensyn til selve melodierne. I en kedelig og underlig blanding af folk, jazz og prog skal lytteren på en eller anden måde finde ud af, hvad der foregår. Uden at falde i søvn eller bare beslutte sig for at sætte noget andet på.

En gang imellem bliver der taget tilløb til, at der skal ske et eller andet vildt. Trommerne bliver sluppet løs, og guitaristen raser igennem og stopper sit eget ellers fremragende fingerspil. Og lige når man tror, der skal til at ske noget vildt og sejt, sætter ABS-bremsen ind, og vi er tilbage ved den kedelige og velkendte jazz-folk-prog. Det kan jo i sig selv være meget fint med den slags kontraster, men her ender det som et irritationsmoment.

»I feel empty / I feel dark« lyder det på pladens eneste egentlig positive oplevelse, ”Heartbeat”. Og det er ikke engang deres egen sang, men i stedet et lettere omskrevet cover af Wires sang med samme titel. Og det skal jo ikke handle om Wire, men i stedet om at man føler sig tom og i dårligt humør, efter man har lyttet til pladen. Jeg har i hvert fald mest bare lyst til at slukke anlægget og lægge mig under dynen.

Men nu skal det jo ikke være kritik det hele. Det er da ganske positivt, at guitaristen er lidt af en dæmon på sit instrument. Og så er lyden krystalklar; det er flot produceret. Men det er vist også ved at være det. Vokalen ødelagde det for mig fra starten. Det vil den nok gøre for en del. For nogen vil den være lige i skabet. Men begge hold vil nok blive enige om, at der overordnet ikke er meget at råbe hurra for. Det er simpelthen for kedeligt.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat