Artikler

CrackmordaZ anbefaler

Crackmordaz er en af Danmarks få horrorcore-grupper, hvis ikke den eneste. Læs her, hvad der har inspireret dem til deres voldelige univers.

Horrorcore er en af de mere obskure genrer i musikhistorien og bestemt ikke en af de mest populære. Blandingen af dystre hiphop-beats og blodig lyrik hentet direkte fra de mest udsplattede gyserfilm burde ellers have et massivt potentiale for teenage-outsidere, men store stjerner blandt horrorcore-grupper er der ikke mange af.

Blodbrødrene i CrackmordaZ.

Det er sikkert også derfor, at fænomenet har været underrepræsenteret i Danmark, men det har to hoveder fra Albertslund valgt at lave om på. Under navnet CrackmordaZ udgav Yo Fritzl og Ras Lundin (navnene siger allerede en del) sidste år ep’en Satan & Selvtægt, og de har tidligere udgivet Psychopathia Sexualis som Autonome Alkoholikere.

De to begyndte at hænge ud, da de var 13, fordi de i en bus i Albertslund fandt ud af, at Johan aldrig havde røget hash, så det skulle Rasmus lære ham. Men de har kendt hinanden, siden de var små, da deres forældre er venner. På den måde er de ret tætte og har da også boet sammen på 16 kvadratmeter, da de havde gang i et hardcore-projekt.

Navnet Crackmordaz er dog ikke en fast konstellation, da de to har planer om at udgive endnu en ep som Kanyle Massakren. Som Johan fortæller mig i en mail, så skyldes navneskiftene, at de ikke vil begrænse sig, og at de vil give hver udgivelse muligheden for at være en selvstændig produktion, der ikke bliver sammenlignet med tidligere udgivelser. Desuden er der en hemmelig masterplan bag idéen. Men lige meget navnet, så er det Johan og Rasmus, der står bag alle rim, og det er Johan, der producerer som MindSpam.

De produktioner, han kværner ud, kommer fra en mørk kælder, hvor der uden tvivl kunne være begået et bestialsk mord eller to. De er rå, støvede og grumsede med masser af mol-inficerede samples fra tidlige soul- og jazz-numre. Rimene er genren tro makabre, grafisk voldelige indgange til livets skyggesider. Som eksempelvis den nekrofiles syndsforladelse ”Paragraf 139” fra Psychopathia Sexualis, der grundigt beskriver synderens handlinger. Eller Fritzls og Lundins harme over ”De unge mødre” og deres ansvarsløse handlinger, der fører til en grusom omgang selvtægt i ”D.U.M.” fra Satan & Selvtægt:

»med slutty tøj på tv for at være en attraktion / der bliver vist en gang om ugen og beviser for nationen / hvor upassende hun passer til at passe sin egen spasserunge / af den grund er det kun passende at flække kæben på hende / så hun vågner tapet for munden og lænket til kummen / tvunget til at se og lugte at jeg blender hendes ældste unge / knoglerne knækker, salpetersyren sørger for det ætser, snottet væsker, trækker babymosen ud i toilettet.«

Husk: Blodbad må aldrig tages som etagevask.

Værsgo og skyl.

CrackmordaZ/Autonome Alkoholikere er usædvanlige inden for horrorcore-genren, da de tit har et samfundsperspektiv på blodsudgydelserne. På ”Der er noget galt i Danmark…” (Psychopathia Sexualis) illustrerer de på fremragende vis, hvor forskruet kæmpende fjender ser på deres modstandere ved både at indtage politiets og de autonomes tilgang til konflikten om Ungdomshuset. Almindelig anstændig opførsel bliver ophævet, når sagen fylder mere end menneskerne indblandet. I ”Blodigt opgør” (Satan & Selvtægt) »stikker (de) næven op for alle seksuelle lyster« og straffer korporligt alle homofober, der banker bøsser. Det er en usædvanlig negativ måde at udtrykke sine holdninger på, men herligt politisk ukorrekt befriende. De udtrykker jo bare, hvad mange af os tænker en gang imellem. Selvom det nok er de færreste, der har så eksplicit voldelige tanker.

Herunder giver Rasmus og Johan en introduktion til nogle af de plader, der har inspireret dem til deres musik.

Dette er både nogle af de plader, vi har lyttet til under skabelsen af hele CrackMordaZ-tekstuniverset og i skriveprocessen, men også plader vi har lyttet til, siden vi var små kids. Derfor har de haft indflydelse på os som personer og derved måden, vi tænker og associerer på. Dette er et udsnit af yndlingene fra vores brede musiksamling, og vi har valgt lidt i hver retning, så der dannes en vifte af originale mesterværker inden for forskellige genrer. Enhver burde kende i hvert fald et par af de omtalte plader, og dette er en opfordring til at anskaffe sig ethvert af disse albums, som står ukendt for læseren.

Non Phixion: The Future Is Now, 2002
Denne plade er lidt af et fænomen for os og er ikke uden grund placeret i toppen. Det er ikke bare det album, vi har lyttet mest til nogensinde, men også det, vi har lyttet til i længst tid, som vi stadig lytter til. Hver gang ”Futurama” (første skæring) starter, føles det som det altid har gjort, og vi er ALDRIG blevet trætte af The Future Is Now.

Albummet går godt sammen med druk, røg, porno, skating og mange andre elskværdige aktiviteter, og der er nok flere hangarounds, der har fået nok af dette album. Stemningen er helt unik, og ingen af de medvirkende har nogensinde ramt denne specielle futuristiske lyd, som skiven har, efter opløsningen af gruppen efter denne cd. Næsten halvdelen af pladen er produceret af Necro, og vi har valgt også at lade dette være vores anbefaling til ham, da det er svært at fremhæve ét mesterværk fra hans fantastiske, men meget stilfaste måde at komponere musik på.

Suspekt: s.t., 1999
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi voksede op med dette album som knægte i Albertslund. Her havde Suspekt en speciel lokal status, og man kan godt sige, at det var denne cd, der åbnede vores øjne for, at det godt kunne lade sig gøre at få hardcore hiphop til at fungere på dansk.

Hvad end man har at sige om Suspekt, kan man ikke udtale sig, før man har lyttet til denne plade.

Paragraf 119: Du har ikke en chance, 2000
Bedste pånkplade nogensinde tæt efterfulgt af Hul – Den danske ungdom (usædvanlig godt produceret børnepånk med smuk vokal af en stemme i overgang).

Vi har dog valgt Paragraffens plade som en ener, da den er smækfuld af politiske punchlines og gode pointer, og den præsterende kvindelige og mandlige vokal fungerer så genialt sammen. Tilsammen sørger disse elementer for, at skiven holder langt over holdbarhedsdato.

Peder: And he just pointed to the sky…, 2007
Peder havde vi allerede som knægte kneppet vores små hjerner med. Han stod nemlig bag Gramsespektrum, der, ud over at være pisseskægt, også er noget af det bedste danske rap, der er udgivet. Denne udgivelse er dog markant anderledes end det ultrafjollede gramseunivers.

Denne plade har et enormt melankolsk, apatisk udtryk og er bestemt ikke til enhver lejlighed. Den er helt vildt godt produceret og gammelt og skrøbeligt lydende med helt smadrede klaverer og små stenede instrumenter, som giver det så sørgelige udtryk. Det er nok mest et headphone-album, eller til når man vågner efter at have sovet hele dagen væk, da kun få af numrene tillader, at man bevarer nogen form for optimisme og naivitet. Det skal nævnes, at alle nok ikke vil være enig i denne nedtrykte fortolkning af skiven.

Khal Allan: Tuder og høvding, 2008
Khal Allan har som knægt i slået sine folder i Rene Linjer, og som ung i Organiseret Riminalitet, men hans mest personlige materiale er hans solorap som voksen mand.

Det er en gammel kliché, men det er musikken på den tre år gamle Tuder og høvding bestemt ikke. Det her er dansk rap, når det fåkin’ fungerer. Det er musik, der  varmer om hjertet i en ellers kold tid…

Venetian Snares: Rossz Csillag Alatt Született, 2005
Mindspam: Dette breakcore-album har en ret speciel lyd og rammer tematisk meget præcist. F.eks. kører pladen i 7/8 fra start til slut.
Denne konsekvente stil gør pladen til et unikt Venetian Snares-album, og man behøver ikke at være hverken Venetian Snares-fan eller breakcore-nørd for at nyde blandingen mellem brutale, beskidte trommer & baslyde og klassisk flotte og helt rene strygere.

Denne plade er en elektronisk symfoni, som får mig til at glemme tid, og sted og i mine øjne intet mindre end et musikalsk mesterværk.

Everyday
Til sidst vil vi gerne give en anbefaling af Everyday Crew. Vi dannede netop dette crew, da vi ud over at være gode venner elsker hinandens værker.

I stedet for at give plader som Intelligent Pushing: (r)Evolution og Scarred by Beauty: Sutra en separat plads i denne artikel, har vi valgt at skrive en stor anbefaling af hele crewet. De har nemlig alle været inspirerende på et musisk så vel som på et personligt plan. Flere skikkelser fra dette crew medvirker også på Satan & Selvtægt.

Her kan du se videoen til ”I Shall Return” fra Satan & Selvtægt:

1 kommentar

Deltag i debat