Plader

FCAN: RPEX

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Med udgangspunkt i den elektroniske musiks gennembrud i start-90’erne har FCAN i store træk gentaget genren og lavet et album, der i nogen grad smager af netop gentagelse.

De første gennemlytninger af et album er altid spændende. Fanger det umiddelbart? Er det interessant? Er det tilgængeligt? Eller kræver det nærlytning og hjernevridning af forstå? Nogle album kan virke svære at komme ind på livet af. De undslipper, lukker sig om sig selv, gør sig uinteressante. Efter 20, måske 30 gennemlytninger sker det så: De åbner sig pludselig og viser kompleksitet og en myldrende genialitet. Eller også åbner de sig ikke op, fordi de simpelthen ikke kan. De er todimensionelle og flade.

Sådan er debutalbummet fra FCAN, der udgives på det hurtigtvoksende, danske selskab Tambourhinoceros. Bag navnet gemmer sig synonymet Mensch Matsumoto, som samlede mange af pladens lyde, mens han gik på Vestbirk Højskole i 2005. Musikken er inspireret af den elektroniske musiks gennembrud i start-90’erne. Den var en ny, frisk lyd som åbnede det nye årti. Og FCAN tager os 20 år tilbage. Bare mere fladt i udtrykket. Eller måske er det bare, fordi det hele er hørt før?

Der er dog flere gode momenter på RPEX, selvom der er lidt for meget fokus på beat og drive og ikke på melodi. Flere numre som “RNAF”, der åbner med stemmer, som elektronisk messer »Techno is changing har en fremdrift, der er svær ikke at nikke med hovedet til.

“1991” smager måske vel meget af den bossa-bølge, som St. Germain og andre franskmænd rev os rundt med midt i 90’erne. Det drejer sig egentlig kun om midterstykket i nummeret – men det havde været frækkere, hvis referencen havde været endnu kortere, så den ikke udgjorde en egentlig del af nummeret, men blot var en antydning. Udløbet har nemlig et godt, slæbende drive – new age-lydene undtaget.

På “RCEL” benytter FCAN sig af det lidt billige dj-trick at skrue ned for bastonen i nummerets første minut. Indtil melodilinjen viser sig, og så skrues der op, så folk på dansegulvet bliver vilde og danser igennem. Men bortset fra det, så er nummeret i kraft af sin melodilinje et af de bedre på albummet. Desværre dukker der også et par fuglelyde op. Og de fortsætter på “GSKA”, her i et mere ambient tempo, men de lugter også nu vel meget af new age og mødres yogatimer.

RPEX er i øvrigt tænkt som et multimedieprodukt, hvor musikken ledsages af små videoer med computerkode, tv-testsignaler og japanske skrifttegn og udgør et samlet hele. Uden at have set dem til hver eneste lytning af albummet er de ikke taget i betragtning ved bedømmelsen af albummet. Men de tilføjer ikke specielt nye dimensioner til musikken. Og musikken tilføjer egentlig heller ikke meget til en genre, som brød igennem i begyndelsen af 90’erne. »Techno is changing« – måske på et tidspunkt, men ikke med FCAN’s RPEX.

★★★☆☆☆

Deltag i debat