Koncerter

Glasser, 06.02.11, Lille Vega, København

Skrevet af Lise Christensen

Som en anden luksusudgave af Oh Land vandt Glasser publikums hjerter med sit eklektiske miks af kosmopolitisk electropop og tribale beats.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

En flot skare af electropop-entusiaster havde hanket op i deres tømmermænd eller afbrudt søndagshvilen for at indfinde sig på Lille Vega til opførslen af et af 2010’s mere interessante popalbums; Glassers debutudspil Ring. Glassers forsangerinde Cameron Messirow profilerer (fra et dansk perspektiv) sin musik som en luksusudgave af Oh Land og Fallulahs leg med den skæve pop inkl. sidstnævntes ‘primalskrig’.

Koncertformen denne aften var straight up. Repertoiret lød på de ni sange fra Ring krydret med et ekstranummer i form af en gammel engelsk folkesang fremført i en smuk a cappella-version.

Opsætningen var skrabet og hovedsageligt elektronisk. De tre herrer i backingbandet, Henrik von Rivers (keyboard, computer og trommer), Jon Leland (drumpads) og Jason McMahon (guitar/synth), entrerede scenen i heldragter, der mest af alt lignede resultatet af en kærlighedsaffære mellem en zebra, en løve og et mosaikgulv. Musikken styredes hovedsageligt gennem Rivers’ computer (se denne video for en nærmere introduktion fra bandet selv), hvilket blandt andet gjorde, at McMahon kunne indlede koncerten med at lade sit guitarfingerspil danne en halvjazzet saxintro.

Dette var stikordet for Messirow til at gøre sin entre — og det gjorde hun i sandhed. Ind på scenen fejede en kreation lige så stil-eklektisk som hendes musik. Tænk kokketern møder tung brokade tilsat en halv meter høj hovedbeklædning, der ville have gjort enhver maya-ypperstepræst misundelig. Attituden blev der heller ikke holdt igen med. Første nummer, “Apply”, blev ledsaget af hypnotisk stirrende øjne og abrupte kropsbevægelser, der til sammen dannede en uncanny æstetik placeret i et krydsfelt mellem Madonna og Björk.

En af de store kvaliteter ved Glassers musik er følelsen af at blive taget med ud i verden — eller verden som man forestiller sig den ud fra visse stereotype musikopfattelser; fra jungletrommer i “Apply”, over sydamerikanske marimbarytmer i “Treasure of We” til skrøbelige, ‘kinesiske’ klange på “Glad”. På pladen føles det ofte, som om der er et mål af vildskab, der ikke rigtig får en chance for at slippe løs. Det virkede til at starte med, som om det samme skulle være kendetegnende for liveoplevelsen. Bevares, “Treasure of We” og “Plane Temp” blev fremført smukt, men noget tandløst. Det var sådan set først med det smukke, femte nummer, “T”, at både band og publikum begyndte at brænde igennem. Derefter tog begivenhederne også fart. “Home” fik sat gang i den tribale vildskab, som kun blev intensiveret med “Tremel” og “Mirrorage”. Det giver altid en god intensitet at hive trommerne helt frem i billedet, både fysisk og lydligt. Mesirow bidrog med en imponerende vokal, der i sig selv fungerede som et bidrag på linje med de andre instrumenter.

Selvom det af og til kneb med intensiteten, så lykkedes det Mesirow & co. at balancere det skrøbelige med det potente og skabe en imponerende koncert, der kom vidt omkring i sit udtryk.

★★★★½☆

Deltag i debat