Plader

Half-handed Cloud: As Stowaways in Cabinets of Surf, We Live-out in Our Members a Kind of Rebirth

Find anorakken frem og put c86’eren med Half-handed Cloud i din Sony Walkman. Gå en tur i regnvejret og nyd de glade toner.

Da amerikanerne stiftede bekendtskab med den primært engelske indiepop fra midten af 80’erne, begyndte de at bruge ordet twee som samlebetegnelse for nogle af disse bands. Det var dog ikke kun for at navngive en ny bølge, da betegnelsen ofte havde negative konnotationer. Twee-grupperne havde (og har) en række særtræk, der gjorde dem til lette ofre for hån. De var ofte nostalgikere, der fandt inspiration i 60’erners melodiøse popmusik. Deres lyrik var nærmest nuttet, dybt selvcentreret og for traditionelle rockfans nærmest feminin i sin natur. De fremstod som voksne, der befandt sig i et barnligt univers.

Genren lever i bedste velgående, og efter at have stiftet bekendtskab med Half-handed Cloud kan den indre, let mavesure anmelder mærke, at de samme kritikpunkter stadig er gældende. For dette band er nemlig en glimrende inkarnation af twee anno 2010. Der gemmer sig flere legesyge sjæle i bandet, der i stedet for de normale 10-12 sange præsenterer 25 kortere vignetter. Denne opdeling i mindre, skæve udladninger giver albummet et særpræg. Det lyder nemlig som en sær mikstur mellem et progrock-konceptalbum og Belle and Sebastian. Det er spækket med temposkift og forskellige instrumenter, men har på den anden side et solidt fundament i klassisk twee. Vokalen er nemlig lige tilpas så affekteret og vag, som man forventer, og Half-handed Cloud leder altid efter den umiddelbare, enkle popmelodi. De finder den ikke altid, men det lykkes heldigvis ofte.

Hånden på hjertet: Ja, det er til tider så nuttet og (måske) ironisk, at man hurtigt bliver mæt. Alene navnene på sangene virker uforskammet prætentiøse (“Concentric Groups of Mirrored Loops”, “Out on the Ice, We Face Our Hearts”). Albummet er en legestue for nostalgiske hipsters, hvor alt er tilladt. Amerikanerne tilstræber en høj grad af originalitet, men alligevel virker intet nyt. Alt dette burde vende tommelfingeren nedad, men jeg kan alligevel ikke få mig selv til at give dødsstødet.

As Stowaways… er nemlig, trods visse mangler, et sjovt album. Kunsten er ikke at tage det alt for seriøst og hverken lede efter en samlet fortælling eller kaste sig over dybtgående analyser af teksterne. I så fald kan man lede forgæves efter en (overordnet) mening. Pladen har til gengæld en umiddelbar munterhed over sig trods sin ironiske distance, og ofte lykkes det at frembringe små energibundter af koncentreret twee-hed.

John Ringhofer & co. eksperimenterer med grundsubstansen, og alt serveres i små, præcise stykker. Som med julemad kan man få for meget af en god ting, så det anbefales at skære As Stowaways… ud i mundrette bidder og ikke proppe sig.

★★★☆☆☆

Lyt til “Armstrong’s Line”:
[audio:http://asthmatickitty.com/mp3/offrss/half-handed-cloud_-_stowaways_-_armstrongs_line.mp3]

Deltag i debat