Plader

Hercules and Love Affair: Blue Songs

Skrevet af Camilla Grausen

Musikollektivet fra Brooklyn, anført af Andy Butler, har sluppet deres andet album. Antony Hegartys vokal er væk, men danseskoene er stadig på. Albummet tager os to årtier tilbage i tiden med masser af house og dance. Men dét er ikke albummets force.

I stedet for en pressemeddelelse og et plastikcover burde der have fulgt en billet til en frygteligt cool lyttefest på en natklub og en gratis cocktail med Hercules and Love Affairs nye album. For når man som anmelder får sat det album på, der snart skal skrives om, og uret siger klokken elleve søndag formiddag, så er Hercules and Love Affair bare liiige lovlig friskt. Min knap så morgendiskofriske kæreste erklærede, at han ikke ville finde sig i det. Så måtte jeg stoppe Blue Songs‘ houserytmer og skifte til noget mere søndags- og kaffevenligt. José González, blev det vist.

Men okay, det er heller ikke fair over for Hercules and Love Affair at sætte deres album på på sådan et tidspunkt. Jeg kan da også garantere, at jeg har givet dem fornyede chancer på andre tidspunkter. For Blue Songs, der er andet album fra Hercules and Love Affair, hører allermest hjemme på dansegulvet. Det er house, disko og 90’er-dance for alle pengene.

Hercules and Love Affair har haft en varierende besætning, men det er sangskriver og producer Andy Butler, der holder sammen på løjerne. Det gør han sammen med dj og sangerinde Kim Ann Foxman. I 2008 udgav de deres selvbetitlede debutalbum, der indeholdt singlen ”Blind”, en masse disko og ikke mindst Antony Hegarty fra Antony and the Johnsons på vokal. Nu er Antony imidlertid fortid i Hercules-sammenhænge, og bandet har sadlet om. Butler er flyttet tilbage til sin hjemby Denver, og bandet er gået fra NYC-pladeselskabet DFA til britiske Moshi Moshi. Samtidig er nye vokalkræfter kommet til: den venezuelanske sangerinde Aerea Negrot og den amerikanske sanger Shaun Wright.

Antony Hegartys vokal er uden tvivl unik. Den gav bandets dansemusik et unikt præg – det var ikke noget, man præcis havde hørt før. Modsætningen mellem diskoen og Hegartys sjælfulde og kunstneriske vokal – og den aura, den har, pga. hvad vi normalt forbinder med den – virkede. Dette både unikke og sjælfulde præg mangler lidt på toeren.

Blue Songs indeholder rester af debutens 70’er-disko, men går også et skridt videre i musikhistorien til slut-80’ernes og start-90’ernes house og dance. Den seks minutter lange ”Painted Eyes” lægger ud med en ordentlig bas, og det er her, man godt kan blive lidt træt, hvis det ikke lige er lørdag aften i byen. Nummeret er sunget med kraftfuld 90’er-dancevokal af Aerea Negrot – og også videoen minder kraftigt om noget fra dengang, og en violin kører derudaf med en catchy melodi (i mine danske ører lyder den tilfældigvis som Fallulahs ”Bridges”). På de fleste af albummets numre er beatene skruet godt op, og sågar det i 90’erne skamridte keyboardklaver har fået en revival på ”My House” og “Step Up” (med vokal af Bloc Partys Kele Okereke). Jeg kan næsten ikke være den eneste, der var barn i 90’erne og bare forbinder det kække dance-klaver lige lovligt meget med Cut ‘n’ Move – og i det hele taget ikke synes, at verden har haft en tilstrækkelig lang pause fra det.

Der er dog også numre, som ikke drypper af sved fra dansegulvet. Bl.a. den afdæmpede ”Boy Blue”, hvor beatene er gemt væk til fordel for akustisk guitar, samt det dæmpede popnummer ”Leonora” med Butler og Foxman i duet. Det er måske meget sigende om mine følelser for retrohouse og -dance, at mit favoritnummer på Hercules and Love Affairs nye album er ”Blue Song” – albummets mindst klubvenlige. Her er Butler igen på en lys vokal, mens en fri klarinet og en chillet, organisk rytmesektion ånder i denne alternative popkomposition.

Det er også i det stille hjørne, albummet afsluttes. Nemlig med kun klaver, Foxmans stemme og guitar på et cover af Sterling Voids housenummer fra 1986, “It’s All Right”, som også Pet Shop Boys har indspillet i 1989 (åh, det hår). Hercules and Love Affair gør ikke noget særligt for nummeret, men det er en behagelig afslutning på denne house-eskapade, der desværre kun virkede rigtigt for mig, når den veg fra sit hovedtema. Jeg er ked af det, Hercules, men det her er ingen kærlighedsaffære for mig.

★★★½☆☆

Deltag i debat