Plader

Holy Table: Descent into Darkness

Skrevet af Jeppe Jørgensen

Mystiske Holy Table med danske rødder har udgivet en plade. Genremæssigt nærmer de sig det mørkeste ambient, og resultatet er en hudflettende oplevelse, hvor hygge og uhygge mudres sammen og rives op med rode.

Nu skal vi have det lidt uhyggeligt. Det synes at være den bevidste strategi fra Holy Table – et band, jeg ikke har kunnet afdække det store om, ud over at de/han/hun spillede på avantgardefestivalen Festival of Endless Gratitude i 2010. Her er eneste beskrivelse, at en person fra Holy Table skulle have udtalt: »Indtil videre har jeg kun spillet dette for en græsk saxofonist – han virkede, som om han kunne lide det.«

Det uhyggelige tema anslås på pladens forside, hvor en landlig familie får deres ansigter forvrænget og udvisket. Faktisk er to kvinder fuldstændigt halshuggede. Det er muligvis derfor, at huset i baggrunden virker så faretruende, og at nedstigningen ind i mørket (Descent into Darkness) synes at findes inde i det hus. Bag de beskidte gardiner og fedtede ruder.

Og det virker. Mens mange avantgardebands eller droneeksperimentalister går efter det rene kunstneriske værk, er Holy Table ikke bange for at indramme projektet med både en sigende titel og et ditto forsidebillede – og det er faktisk dejligt! Som lytter kan jeg sagtens fokusere på musikken, selv om der anslås en stemning; jeg bliver ledt og ikke tvunget.

Hele pladen gennemsyres af den for dark ambient-genren velkendte rumlende støj, der ligger et dystert slør som momentvist intensiveres. Ud fra støjen dukker forskellige klassiske instrumenter frem; jeg synes at høre en klarinet, et klaver og nogle strygere osv., men det må betegnes som gætterier, for det hele er kørt igennem et maskineri, der har lagt ekkoer, forvrængninger og ridser ind i klanguniverset.

Det når ikke at blive kedeligt. Før første del lakker mod enden (6:50 min inde), afbryder en lys, guttural barnestemme med nogle naive toner, og så bryder helvede løs. Det virker, som om barnerøsten er en form for forudsigelse, et signal om, hvad der nu skal komme, og da den vender tilbage under støjhelvedet, er den rædselsfuld og vidunderlig som en bragende gletscher. Det er lige dele respekt for spændingskurven og gennemført sampling.

Det samme gælder anden del, hvor en melodi dukker frem, der både er forvrænget til ukendelighed og bekendt som bare fanden. Det er storladent, humoristisk og dybt foruroligende. Kender du melodien, så skriv endelig i kommentarfeltet – jeg har været på vanviddets rand.

Tredje del vælger et andet stilleje og bytter de smånaive melodistykker ud med fragmenter fra klassiske orkestre. Især i begyndelsen af nummeret (2:10) masserer et violinarrangement øregangen.

Descent into Darkness er et godt album at uhygge sig med. Jeg tænker på, om Holy Table er kommet lidt nemt om projektet med de mange samples, og om det korte værk ville have holdt, hvis det var længere. Men jeg er overvejende solgt på grund af temaet og den konsekvente stil, der minder mig om Heimat-begrebet, hvor den uskyldsrene kærlighed til familien og fædrelandet kan dække over en skjult forrådnelse.

★★★★★☆

Deltag i debat