Plader

Iron & Wine: Kiss Each Other Clean

Skrevet af Signe Palsøe

Sam Beam understreger med Kiss Each Other Clean, at han fortsat er en formidabel tekstforfatter med lyst til at afsøge musikalske grænser. Desværre forenes disse to egenskaber ikke altid lige virkningsfuldt på albummet.

Fortælleren står ikke til at drive ud af Sam Beam. Selvom manden bag Iron & Wine-aliasset siden sin skrabede sovekammerdebut The Creek Drank the Cradle fra 2002 har oprustet mellem hver eneste udgivelse, har hans efterhånden anselige arsenal af instrumenter hidtil ikke formået at rokke ved musikkens rygrad. Et imponerende billedsprog vævet sammen til velformidlede historier i et folket lydlandskab har altid drevet Iron & Wine-værket.

Således nåede Beam et af flere højdepunkter i sin karriere, da han for snart fire år siden udgav sit seneste regulære studiealbum, The Shepherd’s Dog. Her gik medrivende melodier og et alsidigt instrumentelt modspil op i en højere enhed og skabte en både slidstærk, iørefaldende og vedkommende samling eksperimenterende folksange.

Beam afpudser mange af de samme virkemidler her en lille håndfuld år senere, men vanen tro undlader han ikke at tilføje noget nyt på Kiss Each Other Clean. Set i lyset af Iron & Wines musikalske udvikling frem mod The Shepherd’s Dog burde det ikke overraske, at lydbilledet på Kiss Each Other Clean er endnu mere nuanceret og eklektisk end på forgængeren. Alligevel kræver det tilvænning, når musikkens folkede kerne over hele albummet udfordres af klangflader af elektrisk guitar og synth eller af funky basgange og messingblæsere. Genremæssigt fremstår Kiss Each Other Clean som det største skridt væk fra udgangspunktet, Beam hidtil har taget i sin musikalske karriere.

Og dog, fristes man til tider til at sige, når man lytter til albummet. Ikke fordi Kiss Each Other Clean i sin helhed ikke fremstår som noget temmelig anderledes, men, ja, fordi fortælleren ikke står til at drive ud af Sam Beam, og fortælleraliasset er i lige så høj grad kendetegnende for Iron & Wine som musikkens lydside.

I den henseende er alt ved det gamle. Pladens åbner, “Walking Far from Home”, er et glimrende eksempel på, hvordan Beam bringer det bedste fra sine fortællinger ind i en ny sammenhæng. Reverbede guitarflader, et soulet kor og eksperimenter med både percussion og guitar væver sig sammen til en støt drivende lyd, der er et glimrende underlag for Beams beretninger, og trods nummerets titel er det denne skæring, der synes allermest genkendelig. Det har altid klædt Beam at indtage en observerende og til tider en smule naiv fortællerrolle for at videreformidle sine betragtninger om omverdenen, og det gør sig i høj grad også gældende på “Walking Far from Home”. Som en anden landevejsskjald formidler han nøgterne, men billedlige beretninger om det, han passerer på sin vej gennem verden, og med observationer som »I saw flowers on a hillside / And a millionaire pissing on the lawn / Saw a prisoner take a pistol / And say join me in song, join me in song« og »I saw sickness bloom in fruit trees / I saw blood and a bit of it was mine / I saw children in a river / But their lips were still dry, lips were still dry« bibeholder turen eventyrligheden ved det uventede hele vejen.

Desværre er der på Kiss Each Other Clean en lidt for stor andel af numre, hvorpå lydbilledets pompøsiteter får lov at udbrede sig i en sådan grad, at det samlede indtryk af nummeret bliver noget fadt. Kombinationen af lange, funky trompetpassager, inciterende basrytmer, synthblippen og doo-wop-kor er hverken noget, der tilføjer megen kant eller lader historierne drive værket, og en ikke ubetydelig del af pladen kommer til at fremstå som unødigt hule funk-ekskursioner.

Det er især synd, når man sammenligner med de stærke passager, der er at finde på albummet. I “Rabbit Will Run” er virkemidlerne egentlig ikke stort anderledes afvejet end i pladens øvrige numre, men ligesom “Walking Far from Home” finder nummeret et gribende holdepunkt i sine mantra-lydende variationer over et lyrisk tema. »’Cause a rabbit will run, and the wind takes a bird where it blows,« »’Cause a rabbit will run, and good dogs together go wild,« og »’Cause a rabbit will run, and a pig has to lay in its piss,« synger Beam, og i samspil med det for pladen uvant dystre og ulmende lydbillede opstår en både ildevarslende og dragende fabel.

I “Rabbit Will Run” tyr Beam til bønner som et sidste våben mod skæbnens ubehageligheder, men det er der langtfra brug for gennem hele Kiss Each Other Clean. Selvom de velformulerede betragtninger gang på gang springer i ørerne, er en stor del af pladens lydside så tom, at den i bedste fald fremstår som harmløs og i værste fald som generende letbenet. Når Beam formår at opbygge interessante spændinger mellem sine mange virkemidler og ikke lader Kiss Each Other Clean gå i luftig tomgang, har pladen nogle virkelig fine øjeblikke. Desværre sker det ikke helt ofte nok til, at pladen kan kaldes et nyt højdepunkt i Iron & Wines diskografi.

★★★★☆☆

1 kommentar

  • Jeg er meget enig med anmelderen. De luftige, fade arrangementer trækker virkelig fra, selvom melodierne fortsat er tæt på udsøgte. Desuden er lyrikkens free flow af syrede syner (hvor dyr indtager en hovedrolle!) slet ikke så egentligt poetiske, som den “gamle” Sam Beam, der med enkle, intime virkemidler kunne skabe et nærmest helligt rum omkring de tyste, rustikke arrangementer. Lyrikken lider altså under den samme “syge” som musikken, nemlig at den er pustet op og dermed har mistet sin meget håndgribelige poetiske nerve.
    Det er en skam, fordi Beam ellers som få mestrer en meget umiddelbar, sanselig, rørende poesi, der ikke behøver alskens apokalyptiske og/eller groteske gevandter for at være virkningsfuld eller sprogligt interessant. Bare tænk på mesterlige sange som “Naked As we Came” og “Love and some Verses” fra “Our Endless Numbered Days”. På “KEOC” er det kun på “Tree By the River” at Beam rækker tilbage til denne fornemmelse for sart nostalgi og en erindringsvædet, nærværende poesi. Den sang står stærkest på albummet (og det skader ikke at lydsiden lyder som et lykkeligt ægteskab mellem James Taylor, Paul Simon og Jackson Browne anno 1973!)

Deltag i debat