Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Drømmen: Rammerne lød optimale. Isobel Campbell & Mark Lanegan, akustisk session, sid ned-arrangement på Vega. Man kunne lige se det for sig. Små caféborde spredt ud i rummet. Campbell & Lanegan i en intim setting, skåret helt ind til benet for til fulde at lade de mange smukke country noir-numre udfolde sig i kraft af det eminente samspil mellem Lanegans savsmuldsgrove og Campbells felyse vokal.
Realiteten: Vega var for aftenen omarrangeret til en provinsbio fra 1940’erne, med stolerække efter stolerække tæt klinet op ad hinanden. Og i lighed med biffen måtte man løbende affinde sig med at trække benene op og hovedet godt tilbage, mens ens medpublikum moslede frem og tilbage langs rækkerne og baren. På scenen befandt sig to backingmusikanter, der håndterede guitar og kontrabas eksemplarisk. Samspillet de to hovedpersoner imellem var derimod så godt som ikke-eksisterende.
Koncerten åbnede med den efterhånden traditionelle toursang “Seafaring Song” (jf. sidst Campbell & Lanegan besøgte byen), hvor ordene »I have traveled the world…« nu, som dengang, gav lovning på eventyrlige fortællinger. Det blev dog for størstedelen kun en lovning. En af grundene var den ikke helt optimale mikrofonlyd, som ændrede Lanegans stemme fra ru til rå, og Campbells til en endnu mere sfærisk baggrundssummen end vanligt. Samtidig var det virkelig svært at føle duettens tilstedeværelse, selv om man kun sad bænket en tredjedel ude i salens stolehav. Der blev på ingen måde leflet for publikum. Tavshed herskede udelt mellem numrene, kun brudt af publikums entusiastiske klappen. Rosen for showmanship går da også udelt til publikum denne aften. Uden deres opbakning kunne det snildt være blevet en tam affære.
Til tider gik det dog okay, for Campbell og Lanegan har konstrueret så overbevisende sange, at de ofte brændte igennem trods lyd- og nærværsproblemerne. Det skete med “You Won’t Let Me Down Again” fra Hawk, der fremstod utroligt stærkt med Lanegan, der lyrisk krængte sjælen, ud mens guitarerne kørte rundt i de samme slagfaste akkorder. Eller med “Something to Believe” fra Sunday at Devil Dirt (2008), der igen bød på Lanegan i en virkelig overbevisende hovedrolle. Nummeret kvitteredes også med et »bloody beautiful« fra publikum. Campbell fik også sine solostunder med “Saturday’s Gone”, der kørte en rytmefigur og guitarspil, som ledte tanken mod franske sommernætter ved flodbredden og sigøjnerlejre, samt “Black Mountain”, begge fra Ballad of the Broken Seas (2006). Men igen stod lydproblemerne i vejen for, hvad der er Campbells største force: den knivskarpe vokal. Det virkede alt i alt, som om det var Lanegans aften. Han førte an i størstedelen af numrene, mens Campbell bidrog med det blide udtryk med sin lyse stemme og cellospil.
Aftenens repertoire spændte bredt over duettens indtil videre tre studiealbums. Det var således også kun ca. en fjerdedel af aftenens 23 numre, der var fra den seneste udgivelse, Hawk. Herfra blev der dog også plads til nogle af de mere stille numre, som den eminente albumåbner “We Die and See Beauty Reign”. Et delikat og skrøbeligt nummer på pladen, som det på forhånd syntes umuligt at genskabe i en koncertramme, men som til Lanegan & Campbells ros bevarede en stor del af sin skønhed.
Overordnet set lykkedes det dog ikke at realisere forestillingen om den optimale aften i intimt favntag med Campbell & Lanegans country noir. Albumudgivelsernes tilbagelænede nærvær havde på ingen måde de rette rammer at udfolde sig i denne aften på Vega, hverken fysisk, lydligt eller i kraft af americana-duoens performance.
