Plader

Jørgen Teller & the Empty Stairs: Jeg så det godt

Skrevet af Esben Rasmussen

Jørgen Teller & the Empty Stairs’ seneste udspil, dobbeltalbummet Jeg så det godt, er en forrygende opvisning i organisk psych, repetitiv noise og improviseret smadder. En helt igennem imponerende bedrift!

Når man når til tredje nummer, “JAJAJA JAAAAAH”, på Jørgen Teller & the Empty Stairs’ seneste udspil Jeg så det godt, er man ikke helt sikkert på, hvad der indtil videre har ramt én, men ramt er man.

Den todelte “Shesaycomehome”, der udgør A- og B-siden, er noget af det mest overbevisende og knugende intense psychrock, man finder. 40 minutters frontale guitarangreb, bækkeninferno og repetitiv bas – fuldstændigt sublimt udført – tager alt andet lige lidt tid at komme sig over.

Men nu er JT&ES heller ikke ligefrem nybegyndere. De har et solidt ry som et fremragende og ikke mindst uforudsigeligt liveband, og de har varmet op for bl.a. Sonic Youth og arbejdet sammen med Ron Schneiderman (Sunburned Hand of the Man). Fem udgivelser er det indtil videre blevet til, og den sjette, indeværende Jeg så det godt, er en helt forrygende magtdemonstration udi rockens og free-formens mørkeste afkroge.

Så når man sætter anden lp på afspilleren og kaster sig ud i de lidt kortere numre, “JAJAJA JAAAAAH”, titelnummeret “Jeg så det godt” og “Point”, er man nok blevet advaret om, hvad der venter, men man er stadig ikke helt sikker på, hvordan det kommer til at forløbe. I forhold til de to meget organiske og lange numre på første lp, er disse lidt mere ‘rockende’, og bassen er sine steder næsten groovy – i mangel af en bedre beskrivelse.

Jeg synes især, det er på C-siden, at The Empty Stairs kommer til sin ret. Trommeslager Tobias Kirstein slår virkelig igennem med særdeles kraftfuld gulvtamdynamik, og Søren Gorms kontrabas udsættes både for forvrængning og wah-wah, og han leverer noget, der er tæt på at minde om deciderede hooks! Hvis jeg skal have en anke ved albummet, må det være, at Jørgen Tellers to kumpaner godt kunne have været lidt længere fremme i mikset.

Men når det er sagt, så er Tellers guitareskapader så absolut det centrale, og de er vitterlig bemærkelsesværdige. Hvor han solo lyder mere som en vrissen Glenn Branca, er der her tale om fuldstændigt smadrede kompositioner, der det ene øjeblik lyder som Peter Brötzmanns maskingeværssaxofon, det næste som Kawabata Makotos udspassede psychdemonstrationer. Det er muligt, at det er min manglende viden udi free-form-improvisationens afskygninger, der her spiller ind, men jeg kan ikke komme i tanke om mange bands, der lyder lige så voldsomt improviserende og samtidig så umiskendeligt dragende, som JT&ES gør. Jeg kan kort sagt ikke mindes mange bands, der har deres kaliber.

Måske kan man enkelte steder høre lidt tidlig Chrome i al deres dekonstruerede vælde, og det samme gælder Sun City Girls’ diskante og dissonante guitartoner, men jeg synes mest af alt, JT&ES lyder som JT&ES, og større ros kan jeg næsten ikke komme i tanke om (ud over selvfølgelig kærligheden til de bands, jeg synes, de minder – omend kun vagt, så dog en smule – om).

Albummet sluttes af med den 20 minutter lange “Da”, der er en smule mindre hektisk end størstedelen af det resterende materiale. Her benyttes med stort held wah-bas (tror jeg?) og heftigt tremolo’ede guitarer, der igen er tilsat voldsomt manipulerede vokaludbrud. Nummeret tager sig sin tid, men fungerer perfekt som afslutning på et mesterligt album. Struktur er der ikke at spore i længere tid af gangen, men Tellers evne til at lade sine riff (det er nok en tilsnigelse at kalde dem det) opløse i ren støj – for senere at samle dem på en helt ny måde – er facinerende.

Jeg så det godt er en ny og lige foruroligende oplevelse hver gang, og gruppens måde at variere den helt udkogte psych og den repetitive noiserock er formidabel. Hvis du ikke kender gruppen i forvejen, så køb deres albums eller kom til deres koncerter. Jeg har svært ved at forestille mig, at du bliver skuffet!

★★★★★½

Deltag i debat