Koncerter

Joan As Police Woman, 19.02.11, Voxhall, Århus

Skrevet af Anna Møller

Joan Wasser er forkølet, men leverer noget af en koncert, hvor the looove bare flyder frit. På forreste række står to kvinder med et lagenbanner. Med kæmpestore bogstaver står der »Arrest us. I’ll take you down (town)«.

Fotos: Signe Helene Borre Larsen

Det er lidt en kliche at snakke om et udvekslende kærlighedsforhold mellem publikum og musikere under en koncert, men det er under alle omstændigheder svært ikke at få den tanke til koncert med Joan As Police Woman lørdag på Voxhall.

Joan Wasser starter ved keyboardet. Vokalen er hård, upoleret og ærlig og næsten på grænsen af det uskønne. Der er ingen rumklang eller formildende omstændigheder, for Wasser har tilsyneladende ingen problemer med at lyde næsten grimt og hæst. Modet til også at lyde uskønt gør, at man som lytter virkelig tror på Wasser og hendes levering, og numre som ”Flash”, der er nedbarberet, sensuel og mere mørk end de øvrige soulballader, fremstår derfor også det mere troværdigt, henført og medrivende.

Det er primært numre fra det nyeste album, The Deep Field, Tyler Wood, Joan Wasser og Parker Kindred spiller i aften, og det er klart også under numre som ”The Magic”, ”Nervous” og især ”Chemmie”, at publikum bliver revet med. Det fyldige lydbillede på det nye album egner sig virkelig godt live, og ældre numre som ”Hard White Wall” og ”Anyone”, hvor en mere skrabet rocklyd dominerer, får ikke helt publikum med.

På ”Nervous” benytter sangerinden sig af forvrænget vokal og improstøjer på guitaren til sidst, og det er meget sigende, at trioen generelt lader sig flyde med og improviserer undervejs. Wasser er imidlertid ikke helt tilfreds med sin egen støjimprovisation. »Sorry, that won’t happen again« siger hun og smiler mod Michelle, der laver lyd for bandet.

Det hårde og skrøbelige forenes i numre som ”Forever and a Year”, og Wasser synger med sjælden nerve og meget ekspressivt. Man tror virkelig på de fortællinger, man får serveret via musikken, og det er svært ikke at opbygge et personligt forhold til Joan i løbet af sådan en koncert. Der virker da også til at være et særligt bånd med Voxhalls publikum (og medarbejdere for den sags skyld) og Wasser lørdag aften. »I’m getting over a cold,« fortæller en snøftende Wasser fra scenen, »so this is gonna be happening on stage.«  Wasser vender sig om og pudser næse, mens der bliver fyret en lille trommesolo af fra Kindred.

På sidste nummer før ekstranumrene, “I Was Everyone”, maksimeres lyden, og det er virkelig imponerende, hvor meget vellydende og smittende soul, de tre musikere kan levere. Det hjælper også, at der virkelig er både god lyd og god stemning på spillestedet.

Joan Wasser virker skiftevis frygtløs og forkølet. Hun leverer sammen med Wood og Kindred en voldsomt velspillet koncert, der er medrivende, ærlig og generelt bare rimelig fuld af kærlighed.

★★★★★☆

1 kommentar

Deltag i debat