Plader

Long Arm: Branches

Skrevet af Johan Klokhøj

Russiske Long Arm byder på en lang omgang instrumental-hiphop med tydelige jazz-inspirationer. Enkelte lovende øjeblikke formår ikke at ændre ved, at albummet er præget af en altoverskyggende uoriginalitet.

Det er ikke ofte, man hører hiphop fra Rusland, men den findes åbenbart. Russiske Long Arm har i hvert fald udgivet et album med den naturtro titel The Branches.

Albummet består, med undtagelse af ét nummer, udelukkende af instrumentalnumre. Jazz-inspirerede instrumentalnumre. Jazz er en musikgenre med så stor indflydelse på hiphoppen, at den er berettiget til at have sin egen undergenre her. Jazz har, siden hiphoppens storhedstid i slut-80’erne til start-90’erne, sat sit tydelige mærke på mange forskellige projekter. Mest kendt er Gurus Jazzmatazz-serie, der med blandet held lod giganter som Herbie Hancock støbe et fortov af jazz, som de forskellige MC’s kunne slentre tilbagelænet henad, mens de cool og afslappede spyttede støvede rim ud.

The Branches indskriver sig i denne tradition, men tilfører den intet nyt. Den snylter snarere. Originalitet er i hvert fald ikke noget, Long Arm sætter i højsædet. Ja, faktisk fungerer albummet snarere som en skabelon over nogle af de mest brugte greb hos jazz-inspirerede hiphop-producere.

Helt galt går det allerede på pladens andet nummer “The Waterfall Inside Me”, der burde kandidere til prisen for den mest corny sangtitel i de seneste år. Nummeret lægger voldsomt prætentiøst ud med et klaversample, der er cuttet en lille smule skævt, således at der for enden af hvert sample er et lille bip. Det har sikkert skullet give nummeret autencitet, real-feel. Et trick, der ofte benyttes hos alverdens beatsmede, og som tit fungerer, men bare virker påtaget her.

Den ene fod krummer sine tæer, når man hører det, og ti sekunder senere får den følgeskab af den anden, når det næste sample sætter ind. Surprise, det er en jazzet kvindestemme, der huserer gennem hele nummeret. Den er indsat lidt rytmisk skævt, og det fungerer forfærdeligt. Nummeret er en parodi over anvendte MPC-tricks og sender den første copycat på taget.

Den får selskab af nogle flere på de næste numre, men nu sker der i det mindste lidt. “After 4AM” er temmelig langt (6:43) og udspiller sig primært omkring et saxofonsample. Det fungerer faktisk udmærket, og man kan tydeligt mærke, hvordan nummeret gennemgår forskellige stemninger. Det er ikke vildt originalt, men “After 4AM” bliver en mere spændende oplevelse, end man umiddelbart forventede. Nummeret lider dog stadig under nogle af de samme problemer, som man også kunne høre på “The Waterfall Inside Me”. Det er altså ikke videre originalt og mest af alt en slags skitse over de mest brugte greb i instrumental-hiphoppen.

Alt i alt er albummet en kedelig affære, og man undrer sig ikke over, at Rusland har en så ukendt hiphop-scene. Der sker nemlig ikke så meget på Branches – og når der endelig gør, er det uoriginalt.

★★☆☆☆☆

1 kommentar

  • Kan ikke helt høre alle de clicher der bliver snakket om. Hvis albummet skulle sammenlignes med noget er det da Xploding Plastix, Arts The Beatdoctor, Skalpel, eller 40 Winks. Guru?? Har da intet med denne undergenre at gøre. Gonjasufi, eller Flying Lotus og Gaslamp Killer(producerne bag Gonjasufi) Ligger da også meget længere ovre i hiphoppens territorie. Ikke for at lyde for negativ. Vi er bare tydeligt uenige om pladen :)

    Du kunne evt. anmelde den nye 40 Winks plade(40 Winks – It’s The Trip)

    Mvh Simon Munk

Deltag i debat