Plader

Marianne Faithfull: Horses and High Heels

Når Marianne Faithfull når sit ypperste, efterlader hun de fleste måbende. Det må vi have til gode, for Horses and High Heels overgår langtfra det bedste i hendes bagkatalog.

Det er i sig selv imponerende, at en kvinde som Marianne Faithfull kan opremse hele 23 albums på sit cv. Som kunstner drømmer man måske om at udgive en håndfuld plader, men der skal altså bruges en del timer bag mikrofonen for at nå Faithfulls niveau.

At niveauet for den efterhånden aldrende dame har været ret så svingende, er vist ikke nogen hemmelighed. Der er mesterværker som Broken English fra 1979, Strange Weather fra 1987 og senest Vagabond Ways fra 1999, hvor Faithfull samarbejdede med Daniel Lanois. Derimellem findes en masse parenteser og mindre heldige udgivelser, men hvad gør det, når man trods alt kan prale af ovenstående godbidder.

Marianne Faithfull får med Horses and High Heels ikke sat endnu en milepæl i sin rockhistorie. Dertil er formlen alt for strømlinet og stramt sat op med et væld af sikkerhedsliner. Det åbner ellers rimelig interessant med en fortolkning af The Gutter Twins’ “Stations”. En meget mørk ballade, som Faithfull har helt og aldeles styr på.

Derefter falder niveauet støt og roligt med en underlig slingrekurs mellem rock og pop. Det er hæderlige sange, Faithfull fortolker, men hun formår desværre ikke at få et ordenligt greb i lytteren, og sangene ender med at være en anelse uforløste, som det f.eks. er tilfældet med den noget blege “The Old House” og den nordafrikansk-inspirerede “Eternity”. Sidstnævnte er nok et fint indslag fra de varme lande, men i munden på Englands ukronede dronning i sangforedrag smelter det ikke rigtig.

“Goin’ Back”, “Prussian Love” og “Past Present and Future” er alle udmærkede numre, der specielt lever gennem Doug Pettibones fremragende evner bag strengene, men bedre end det er de heller ikke. Faktisk ender Horses and High Heels med at være en anelse skuffende, og det er altid en skam. Faithfull sætter ellers sig selv mere i centrum og folder sig mere ud, end hun gjorde på forrige udspil, Easy Come, Easy Go, hvor en mængde kendisser bidrog til festen.

Jeg havde forventet, at Faithfull ville skabe sit eget lille univers uden alt for mange fremmede inspirationskilder, men det lader ikke til at være hendes kernekompetence i øjeblikket. Der mangler gnister og knaster. Der mangler eufori og fængslende øjeblikke. Man kan ikke nøjes med en ordinær Marianne Faithfull, men det er altså, hvad man får med Horses and High Heels, som ikke får meget mere end et ‘ok’ med på vejen.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • Kunne ikke være mere enig. Svageste Faithfull-album siden jeg ved ikke hvornår. Hun var ellers god i sommers på Amager Bio, så hun kan jo godt endnu, men det er spiller sgu ikke rigtigt.

Deltag i debat