Koncerter

Mark Kozelek, 21.02.11, Huset i Magstræde, København

Skrevet af Søren Jakobsen

44-årige Mark Kozelek har sit speciale i tristesse og poesien i livets jammerdal – med en særegen stemme og et sublimt guitarspil. De blev anvendt mere end fornuftigt på den første af hans to koncerter i Danmark.

Med en type som Mark Kozelek kan man, når man ikke har set ham live før, godt på forhånd frygte en lidt, skal man sige indelukket oplevelse. Siden amerikaneren ‘brød igennem’ med/som Red House Painters i 1990’erne, har Kozelek finpudset sin distinkte stil som sanger og sangskriver som både Sun Kil Moon og i sit eget navn, og har senest udgivet den ganske fremragende Admiral Fell Promises i 2010. Fra at være en frontløber for den af natur melankolske sadcore-genre er han med tiden gledet over i en noget mere afdæmpet og mere regelret americana-karriere, der for mange at se overskygger RHP-dagene. Populariteten afspejlede sig mest åbenlyst i, at der var komplet udsolgt til begge koncerter på det ganske vist også noget klejne spillested Planeten i Huset i Magstræde.

Da Kozelek en smule forsinket indfinder sig på sin stol i det skrabede scenearrangement, er det også tydeligt, at han ikke ligefrem er typen, der tordner overstrømmende ud over scenekanten med sin tilstedeværelse. Det er ej heller nødvendigt. Godt nok har manden udgivet en mængde AC/DC-covers, som han forvalter glimrende både på plade og i småt udsnit denne aften, men rockister var unægtelig gået forgæves.

Der herskede som en slags spejling af hovedpersonen nærmest en fornemmelse af opløftet depression blandt publikum, der sad ualmindeligt veldisciplinerede på rad og rækker af klapstole. Man vil jo nødigt pisse manden af, når man, som i denne skribents tilfælde, har ventet i en god håndfuld år på endelig at opleve ham live. For Kozeleks besøg i det skandinaviske har været skammeligt sjældne.

Ud fra tidligere bulletiner om amerikanerens adfærd og humør, virker han dog denne aften til at føle sig godt tilpas, selvom han tilsyneladende døjer med kolde fingre i starten. Det siger han i hvert fald, for de fungerer nemlig glimrende på guitaren. Backstagelokalet havde i øvrigt også været for småt. Et eller andet skal man jo brokke sig over, og igen, andet havde man egentlig ikke ventet.

Han listede uden yderligere brok koncerten i gang med et af hans bedste covernumre, hvoraf der efterhånden er en hel del. Modest Mouse-coveret ‘Tiny Cities’ har han tilegnet sig som sit eget, og den tone, det lagde, kom til at vare hele aftenen. No fuzz, og kun momentvis småsnak ud i lokalet. Og så kom den stemme ellers langt om længe. Med et mindre twist. Som for at kompensere for det diminutive setup på scenen, var vokalen pakket ind i en gigantisk mængde reverb, der fik det til at lyde, som sad man i en vaskemaskine, og gav delvist indtryk af, at han mimede. Kozeleks stemme virkede dog fra starten om muligt endnu stærkere end den gør på plade, og man vænnede sig relativt hurtigt til rumklangssovsen, der på sin vis virkede passende. Man kan alligevel ofte have svært ved at dechifrere den noget mumlende sangstil, og det bidrog til at genskabe den spøgelsesagtige atmosfære, der kendetegner nogle af Kozeleks højdepunkter i karrieren.

Man fik i det hele taget en ualmindeligt helhjertet rundvisning i hele hans karriere, og det uden at noget føltes malplaceret i den akustiske opsætning.  Fra de hjertekvæstende og patossvælgende Red House Painters-hymner som “Take Me Out” og “Mistress”, til de mere afmålte Sun Kil Moon-numre fra Kozeleks tur igennem 30’erne, gjorde han slet og ret ethvert band overflødigt.

Med tiden er Kozelek nemlig ikke bare som sangskriver, men også som guitarist, blevet til et helt andet bæst, og man fornemmer nærmest tidligere tiders usikkerhed bombet ud og afsted i de til tider lige lovligt begejstrede guitarekskursioner, manden begav sig ud på. Amerikanerens fingerspil var simpelthen uovertruffent på denne aften, og i forhold til tidligere tiders effekttunge og guitarguidede ture i rummet, er Kozelek blevet selvsikker nok til at brillere akustisk.

Fra de simple arpeggioer på “Tiny Cities” til den underspillede afslutter “Void” fra Old Ramon, kommer Kozelek ud i næsten overgjorte spansk-ekskursioner på guitaren, der dog uden undtagelse lød smukt, selvsagt indsmurt i reverb som vokalen, men fejlfri og skødesløse på samme tid. Hans udsagn om at have øvet ‘lidt’ inden den seneste plade, virker under alle omstændigheder som en slet underdrivelse.

Kozelek var som nævnt dog i godt humør efter de for ham altid nederen omstændigheder, og kombineret med den gevaldige rumklang, der nærmest fik hele rummet til at resonere, gjorde det den cirka halvanden time lange koncert til et overmåde behageligt og intimt sort hul af fokus på både scene og blandt publikum, det var svært at ryste helt af sig efterfølgende.

Det var på samme måde igennem hele koncerten forbundet med tiltagende meget besvær at slippe blikket fra henholdsvis den absurd høje pande, det flakkende blik, de lange fingre på guitaren og det stykke grønne stof, en stadig mere afslappet Kozelek ufortrødent fingererede rundt med imellem guitarstemninger og uventede drillerier af her unavngivede danske indie-prinser.

Det hele gik i sidste ende op i noget, der lignede en kollektiv salighed, det er svært at forestille sig, at man havde fået andre steder end i København, fraset religiøse institutioner af forskellig karakter. Hvis det var bevidst valgt af arrangørerne fra den nystartede Frost Festival, var det kvikt at skemalægge en koncert af den karakter på ugens to første dage, for ethvert tilløb til begejstrede ølbrøl og stolevæltning havde givetvist fået den skrøbelige amerikaner til at gå fra koncepterne.

At han fik plads til at holde fokus, havde publikum også dets andel i. Og at vi holdt vores munde lukket har man Mark Kozelek at takke for, for kvaliteten fornægtede sig heldigvis ikke.

★★★★★½

Deltag i debat