Plader

Powersolo: Buzz Human

Skrevet af Klaus Thodsen

Der kræver egentlig ikke ret meget talent at være voldsomt irriterende, men det kræver rigtig meget talent at være voldsomt irriterende på en virkelig fed måde. Det er en krævende omgang at blive gode venner med Powersolo, men giv det en chance.

Der findes en glimrende scene i et afsnit af The Simpsons, hvor Moe the Bartender prøver at forklare begrebet ‘postmoderne’ for sine sløve, uforstående stamgæster. Han møder ikke megen forståelse og må opgivende tage til takke med at forklare, at det betyder »weird for the sake of weird.« En beskrivelse, der grænser til at være genial. Ikke mindst fordi den også virker i et væld af andre sammenhænge. »Weird for the sake of weird« handler langtfra kun om store øjne på en tv-skærm.

Fra første sekund du udsætter dig selv for Buzz Human, sker der noget ganske uventet, og du må nok indstille dig på, at resten af din dag bliver noget anderledes end forventet. Vi starter med at blive budt velkommen med en uddybende forklaring om Powersolo og om, hvordan de vil komme til at påvirke os helt personligt. Den slags vækker interesse.

Derefter gælder det om at holde tungen lige i munden. Man bliver kastet ud i det ene mere mærkværdige tekstunivers efter det andet. Teksterne blandes sammen med til tider uhyre banale og klodsede melodier, der bør styrke ethvert garagebands tro på det helt store gennembrud. Alt dette lyder måske ikke specielt positivt, men får man det indtryk, er man helt forkert på den. For det virker, og det virker rigtig godt. Som en Tarantino-film, hvor baggrundsmusikken, netop fordi den ikke passer til stemningen, sætter prikken over i’et i det perfekt støbte helhedsindtryk.

Powersolo bevæger sig konstant i grænselandet mellem, at man i irritation smider sin Ipod i vandet, og at man ganske enkelt er nødt til at høre dem én gang mere. Det er i sandhed en balancegang, og duoen giver os bestemt begge dele. Lydbilledet består i lange perioder i næsten generende grad kun af kantede og klodsede punkrytmer tilsat en sanger, der oftere benyttes som højtlæser end som egentlig sanger. De 15 numre på Buzz Human følger derudover i høj grad samme mønster: Et roligt stykke med lidt bas og lidt trommer, hvor enten Atomic Child eller Kim Kix, som de kalder sig, taler/synger. Derefter kommer omkvædet, der som regel er et stykke højenergisk, men også yderst iørefaldende rock. Således kører det i ring, nummer efter nummer. Hvad der virkelig går mig på nerverne, er, at Powersolo formår at holde mig i grænselandet, lige midt mellem frustrationen og fascinationen.

Netop som jeg ikke kan klare mere dårlig punk og hjernedøde tekster, kommer “The Rither” og “Teach You Fun” bragende ind i mine øregange, så jeg må kaste mig hovedkulds i Københavns Kanal for at redde min Ipod. Især sidstnævnte nummer bliver vi nødt til at tage igen. Verden bliver her et sygt, forvrænget og skizofrent sted at være, og mens du sidder og vrider dig i spændetrøjen, kommer selve vanviddet for at »fix your brain with a staplegun.« Det er simpelthen et suverænt godt nummer. “Teach You Fun” var præcis, hvad jeg havde gået og ventet på, og al galskaben gav pludselig mening.

Titlen på pladsens første egentlige nummer, “I Love You But I Hate You”, opsummerer faktisk helhedsindtrykket meget godt. Jeg er på nippet til at hade Buzz Human, men for fanden, hvor er det samtidig vanvittigt fedt!

★★★★★☆

Deltag i debat