Plader

Radio Saigon: Another Time EP

Skrevet af Klaus Thodsen

Der går endnu en gang rygter om, at rocken er død. Det er meget muligt, at den er det, men til gengæld sparker Radio Saigon liv i punken.

Radio Saigon – navnet alene giver mig straks to billeder i hovedet. Tilsammen bliver de til en blanding af Vietnam-krigen og Robin Williams, der med et »Gooood morning Vietnam!« giver den som krigs-radiovært og spiller “Fortunate Son” med Creedence Clearwater Revival. Det har umiddelbart ikke så meget med selve Radio Saigon at gøre. Og dog. For det, der netop gjorde “Fortunate Son” til noget særligt for soldaterne i Vietnam, var følelsen af, at de fattige drog af sted og kæmpede de riges krig.

Samme stemning rammer én hårdt i ansigtet, når man sætter Another Time på. Det kantede og energiske lydbillede bliver tilsat tekster, der i bedste punkstil fortæller om at være »a nickel and dime kinda kid.« Lyden fra den fattige bydel har altid været rå og upoleret, og selvom man kan være i tvivl om, hvorvidt de fire drenge slider sig en pukkel til i kulminerne dagen lang, må man give dem så meget, at de forstår at lave et godt rocknummer. Musikalsk er Another Time bygget op omkring simple, tempofyldte melodier, og der er ingen tvivl om, at det er vigtigere for Radio Saigon at få energien ud over scenekanten end at ramme den helt rigtige akkord hver gang.

Som det oftest er med punk, er det rent melodimæssigt ikke videre nyskabende. De tre numre drøner derudaf i et spor, man synes at have hørt tusind gange før. Men det gør dog ikke det store, for det handler om udtrykket mere end om kompositionerne. Og udtrykket fejler ikke noget. Det bliver leveret knastørt, og Daniel Christensens vokal kan med lidt god vilje vække minder om en langt yngre Mick Jagger, uden sammenligning i øvrigt.

Som ep fungerer Another Time rigtig godt. De tre numre har en smittende energi, og det lidt uopfindsomme udtryk til trods sørger Radio Saigon for 8,5 minutters god, uforfalsket rock’n’roll-underholdning.

★★★★☆☆

Deltag i debat