Nyheder

Stemmejernet klar med ny, lummer single

“Rødmanblåmand” er titlen på den nye single fra den poetiske rapper Stemmejernet (alias digteren Niels Lyngsø), som laver al sin musik udelukkende ved at optage sine egne kropslyde.

Bag den lumre rapper Stemmejernet gemmer sig digteren Niels Lyngsø.

“Rødmanblåmand” er titlen på den nye single fra den poetiske rapper Stemmejernet (alias digteren Niels Lyngsø), som laver al sin musik udelukkende ved at optage sine egne kropslyde. Singlen har kunne hentes via Itunes fra i går og bakkes op af en symbolrig musikvideo, som Iben Mondrup har instrueret – her er rapperen bogstaveligt talt i ilden og mellem kyndige kvindehænder. Videoen kan ses her!

Ifølge pladeselskabet Geiger records dykker singlen, hvis tydelige omdrejningspunkt er kødets lyster, »helt ned i kroppen, blodet og den rene energi med et flabet, poetisk flow.«

Ifølge samme kilde vil det kommende debutalbum, der har fået titlen Sigdetvidere, holde stilen fra singleudspillet. Således vil Lyngsøs stemme og krop stå for al lyd, mens sex vil være det alt overskyggende hovedtema. Og det bliver ifølge Geiger både meget eksplicit og ikke mindst beskidt.

Sigdetvidere udkommer den 23. februar, og kort efter giver Stemmejernet en smagsprøve på, hvordan i alverden han dog har tænkt sig at fremføre sin musik live. Det sker den 25. februar på Studenterhuset i København og dagen efter på Musikacaféen i Århus. Begge steder bakkes han op af Iben Mondrup og den hiphopglade jazzbassist Kresten Osgood, der tidligere har slået sine folder i jazz/hiphop-gruppen Lucie Bains.

Deltag i debat