Plader

Takumi Uesaka // Peter Broderick: Glimmer

Skrevet af Anna Møller

Superskrøbelig new age og melankolsk minimalklaver mødes i midnatten på Takumi Uesaka og Peter Brodericks opdelte konceptalbum.

Glimmer er et konceptalbum, hvor udgangspunktet er tanken: »Hvis Takumi og Peter laver en sang til en tyst midnat.«

Så er sætningen fra pressematerialet ikke længere, men om ikke andet står det klart, at Glimmer er musik til midnatten. Såvel tema som musik balancerer på den knivsæg, der findes mellem en new age-agtig udbanket udstillen af ‘de store følelser’ og en afdæmpet og tilbageholdende stilhedsæstetik, hvor melankolien ræsonnerer fra kirkevæggen og himmelrummet.

Amerikanske Peter Broderick er fast turnémedlem af Efterklang, og multiinstrumentalisten har sideløbende udgivet en række soloalbums. På det splittede Glimmer-album udgør Brodericks bidrag med meget få ord det, der lykkes, mens Takumi Uesaka står for resten.

Takumi Uesaka spiller akustisk guitar, står for de få effekter og synger med en usikker og prøvende vokal på “Cosmonaut”, “Glide” og “Light (Moon River)”. Den skrøbelighed, der findes i Uesakas stemme, er i mine øjne alt for anmassende og har tendens til at kvæle mig i al sin melankolske patos, hvor androgyne, falskt sungne toner i samspil med akustisk guitarfingerspil giver reminiscenser fra en optræden, jeg engang overværede på Det Poetiske Bureau i København. Her havde en ung pige sat sig for at synge sit hjerte ud sammen med en dårligt stemt guitar og et par hænder, der krampagtigt forsøgte at tage alle de greb, hun på ingen måde var i stand til. Det var pinagtigt og alt for ømt til, at man som udenforstående ikke blev kvalt i skrøbelighedens tykke, tykke dyne af intimitet. Hendes far elskede det naturligvis og sang med på alle sange nede fra publikumsrækkerne.

Uesakas tre bidrag til Glimmer er tåkrummende, og i stedet for at henfalde til en følelsesfuld midnatsstemning finder jeg guitar og vokal voldsomt klagende og påtrængende.

Helt anderledes godt går det for Peter Broderick, der på sine fire stort set vokalløse klavernumre sætter et stemningsmættet lydligt baggrundstæppe i klichéfarven midnatsblå, men der er imidlertid intet forslidt over de fire numre.

Brodericks bidrag er optaget i Grunewald-kirken i Berlin, og den kolde rumklang passer særdeles godt til den tilbagetrukne følsomhed, som findes i musikerens klaverspil. Der er en skønhed i det på en gang simple og melankolsk rungende, og de beroligende harmonier virker som helt oplagt midnatsmusik, hvis man insisterer på at definere en sådan genre.

Et konceptalbum, der er delt mellem to kunstnere, må jo nødvendigvis bedømmes på det, det er – i Glimmers tilfælde hhv. tre sange fra Takumi Uesaka til en tyst midnat og fire sange fra Peter Broderick til en tyst midnat. Uesaka eksekverer den opgave ved at presse sin musiks overdrevne skrøbelighed ned over sin lytter, mens Broderick trækker sig tilbage og lader det minimale lydbillede stå alene i et både stilhedsdyrkende og følsomt rum.

Der trækkes fra og lægges til midnatten, og rent personligt vil jeg helst bare have det stille og mørkt, når klokken slår 12.

★★★☆☆☆

Deltag i debat