Plader

The Decemberists: The King Is Dead

Efter på de seneste udgivelser at have været ude på de vilde vover søger The Decemberists med The King Is Dead tilbage mod kendt farvand.

Efter to tidligere albums, hvor Colin Meloy og hans brave stridsmænd i The Decemberists udvidede deres repertoire betydeligt, er bandet konceptuelt faldet til ro. The Crane Wife og The Hazards of Love var ambitiøse udspil. Begge var forsøg udi konceptalbummets spraglede verden, hvor et album ikke blot består af sange, men af suiter. Hvor der såmænd kan optræde en gennemgående fortæller. Hvor ambitionerne om at skabe stor kunst er skrevet i blokbogstaver og med udråbstegn. Alt sammen noget, der kan få en gammel progrock-fan til at savle saligt og tænke tilbage på 70’ernes excesser.

Ikke et ondt ord herfra om ambitiøse konceptalbums, men i al deres overvældende væsen kan de være en udmarvende proces, der trækker tænder ud på alle involverede. Bagefter har man brug for en pause. For at finde tilbage til rødderne. Lad os afstå fra at gisne om musikeres sindstilstand og om, hvorvidt en mental træthedsproces havde indfundet sig hos The Decemberists. Under alle omstændigheder er de heldigvis vendt tilbage til rødderne på The King Is Dead.

Det er nemlig ikke et problem at vende tilbage til rødderne, når udgangspunktet er en kritikerrost omgang hyperlitterær rockmusik, der respektfuldt låner fra folkemusikkens skatkiste. Der har altid været noget gammeldags, nærmest altmodisch over hele foretagendet. Meloy er en historiefortæller, der omsætter sine noveller til sange. Creative writing med tilsat musik. Dette litterære tilsnit er blevet bandets kendetegn. Han tager folkeeventyr og sømandsviser som inspiration, men også fortællinger om menneskeskæbner fra vores samtid. Forestil dig en engelsk-professor, gerne fra et angelsaksisk prestige-universitet, der i sin fritid pusler med sangskrivning.

The King Is Dead er mere nedtonet, mindre spraglet og mere regelret. Her er ingen sære indfald og legen kispus med lytteren. Inspirationskilderne er nu rendyrket amerikanske. Countrymusikken sniger sig ind flere steder, specielt på albummets afdæmpede numre. Pedalsteel-guitaren smyger sig ind i lydbilledet sammen med den akustiske guitar og giver et let Nashville-præg til flere numre. ”Rise to Me” og ”January Hymn” er eksempler på denne tilgang.

Pladen er praktisk talt delt fifty-fifty mellem akustiske, blide folk/country-numre og en anden halvdel, der nærmest er en homage til R.E.M.. En ganske åbenlys forkærlighed for denne gruppe manifesterer sig mest direkte på ”Calamity Song”, der sjovt nok også har Peter Buck med på guitar. Vi nærmer os en hyldest til ”So. Central Rain” fra R.E.M-albummet Reckoning. Denne fascination går igen på flere numre, men hvis man skal lade sig inspirere, så findes der vel værre steder at finde den? Man hører et slægtskab, men sangene er røget igennem Meloys filter og tilsat så rigelig personlighed, at man glædeligt tillader det.

Man får nemlig svært ved ikke at falde for melodierne, der heldigvis matcher et tekstunivers, hvor man som lytter glædeligt finder ordbogen frem. Man får nemlig lyst til at høre historierne til ende.

★★★★☆☆

Deltag i debat