Plader

The Go! Team: Rolling Blackouts

Skrevet af Zenia Menzer

Højdepunkterne er få på Rolling Blackouts, der oser af heppekorsstemning og tøse-jam. De elementer, der fungerer, fastholdes ikke længe nok til, at The Go! Team afføder ret meget andet end varm luft.

Sammenligningen mellem et heppekor og The Go! Team er på mange måder uundgåelig – specielt når man tænker på, at alene bandets navn kunne være en sætning i en heppekor-svada. Og ligheden bliver ikke mindre, når man først har lagt øre til den rytmiske cheerfulness, Rolling Blackouts er sovset ind i. Bandet rammer til tider et interessant niveau, der minder om Airs eller Stereolabs musikalske legepladser og de svævende lytteoplevelser, der kendetegner de to bands, men disse øjeblikke nås kun momentvis på numre som ”Super Triangle”, ”Voice Yr Choice” og ”Yosemite Theme”. Her kan man lige ane den opløftede sindsstemning, der findes i de historier, Air fortæller, og det regnbueland, Stereolab smyger om sig. Omfavnelsen af de to bands er dog kun flygtig, og det meste af tiden fremstår teamet som en forvokset udgave af Junior Senior.

Hvis man kan lide at ryste røv og nikke med til tonerne af attitudefyldte tøser i ‘I’m a rockstar/you can’t be me’-stilen, vil man blive begejstret for denne udgivelse. Hvis man derimod flygter fra film som ”Bring It On”, som dette album næsten kunne gå for at være soundtrack til, får man ikke det store inspirationskick ud af at lytte til Rolling Blackouts, som ikke vil fremstå som andet end varm luft med smertefulde energiudladninger og lyriske kreationer som »Keep going to the left / Keep bobbing to the right« og »You know you wanna be like me.«

Jeg ved ikke, hvem der har bestemt, at der skal være den her fantastiske cheerleader-stemning på albummet, men under alle omstændigheder ville jeg nok smide heppekors-fanatikerne ud af bandet og samle mig om den lyd, der rent faktisk fungerer. For selvom tøse-genet absolut dominerer lyden, er der flere ting, der spiller meget godt sammen.

The Go! Team får flere gange inkorporeret et mere funket og 70’er-præget instrumentalt afsæt, hvilket specielt høres på numre som ”Secretary Song” og ”Apollo Throwdown”. Her har synthesizer og percussion fundet vejen ind i hjertet af sangene og skaber et udadvendt og glædesstrålende, men dog også noget ufarligt udtryk. Rent instrumentelt har disse numre et godt og dansevenligt flow, og når lyden drejer sig om det retro-rockede eller 70’er-flippede, kan man godt ane kvaliteterne i musikken.

‘Ufarlig’ er dog et passende adjektiv at bruge om stort set hele pladen, og selvom der findes gode øjeblikke, rejser musikken sig ikke fra det plan, hvor man lidt for mange gange bliver irriteret over little miss sunshine-stemningen. Og lige som man synes, bandet drejer deres lyd ind på et interessant og mere rocket spor, vender de igen tilbage til den stemning, man finder under pausen på et footballstadium.

★★½☆☆☆

Deltag i debat