Plader

The Twilight Singers: Dynamite Steps

Skrevet af Andreas Kousholt

The Twilight Singers lugter stadig af alkohol, smøger, sved og det, der er værre, men de har i forhold til deres forrige udspil tilsat lidt elektronik og studiekunster. Dynamite Steps efterlader os med meget lidt nyt, men med en solid revitalisering af det gamle.

På Facebook findes gruppen ‘Twilight (Singers) is for lovers‘ påhæftet beskrivelsen »Greg Dulli will steal your girlfriend and then he’ll write a kick ass record about it,« og det er lige præcis den type, Dulli er: En ægte rock’n’roller af den gamle skole, der med den ene hånd skovler læssevis af hjerneforvridende substanser ind, med den anden skriver autentisk rock og desuden ustandseligt farer på turné, hvor han nedlægger groupies på stribe. Heriblandt din kvinde.
At han er faldet noget af på den på det sidste og måske i virkeligheden ikke kan leve helt op til rygtet, betyder det ikke så meget, så længe myten lever.

Greg Dulli er tidligere frontmand og kreativ motor i 90’er-guitar-mørkerockerne Afghan Whigs og er nu på tredje årti blandt de fremmeste eksponenter af ‘ægte’, amerikansk rock fra bunden af samfundet og ikke mindst af rockattitude. Og så er han desuden den altoverskyggende hovedperson i The Twilight Singers. Ja, Twilight Singers uden Dulli ville være som Bright Eyes uden Conor Oberst, Bon Iver uden Justin Vernon, Foo Fighters uden Dave Grohl. Utænkeligt.

The Twillight Singers præsenterer på Dynamite Steps rock fra det amerikanske samfunds skyggeside. Det lugter af alkohol, smøger, sved og det, der er værre, og føles som en blanding af den euforiske lykke, som kun en fuldvoksen brandert kan give, og de moralske og fysiske tømmermænd, der umiskendeligt indtræder dagen derpå. Heraf er det dog kun tømmermændene, der er ægte, mens lykken altid er med undertoner af falskhed og melankoli.

Sangene er, som det er normen for The Twilight Singers, drevet med guitar, bas, trommer og ikke mindst Dullis hæse røst som dynamo. Men posen er i forhold til forgængeren, Powder Burns, blevet rystet en smule, idet elektroniske elementer og en yderst gennemført produktion har fået en stor plads i lydbilledet. Således bliver åbningsnummerets afdæmpede klaverintro hurtigt ledsaget – hvis ikke opslugt – af en synthbas, der i en mere eller mindre fremtrædende rolle supplerer sang, guitar, bas, trommer og beats sangen ud.

Sangene på Dynamite Steps er tydeligvis skrevet på og først og fremmest skabt for guitar, bas og trommer. Men med dette udgangspunkt underbygges stemninger og spændinger på raffineret vis af elektroniske beats, skrigende og brummende synth og på produktionssiden af blandt andet bølgende bevægelser i volume og tonehøjde.

Mest bemærkelsesværdigt i produktionen er nok den enorme kontrast imellem vokal og resten af lydsiden. For hvor sidstnævnte er så gennemproduceret som amerikansk r’n’b, er vokalen (utvivlsomt med fuldt overlæg) lo-fi i sin produktion. Og så lyder Dulli til tider, som om han i minutterne før præstationen har røget 40 smøger og bundet en flaske whisky. Dette slår ikke mindst igennem i “Last Night in Town”, hvor Dulli imødegår det stramme akkompagnement ved ofte at synge decideret falsk og flere steder at må hvæse sig igennem med flere knæk på stemmen til følge. Denne blanding er modig, og havde man gjort det samme på mange andre måder, var det faldet til jorden med et brag. Men her virker det! Mens produktionen og de elektroniske elementer på én gang gør musikken både lyttevenlig og udfordrende, tilfører vokalen den autenticitet og menneskelighed, der er vital for genren.

Den væsentligste anke er nok, at Dynamite Steps hverken for The Twilight Singers eller for musikken i øvrigt byder på meget nyt under solen, og jeg tvivler på, at pladen – hvis jeg da ikke havde skullet anmelde den – havde medført meget mere end et træk på skuldrene fra min side, før den var blevet droppet for noget, der rettede sig lidt mere mod fremtiden. For meget fremskridt er der ikke i Dynamite Steps, men snarere en revitalisering af 90’ernes guitarrock.

Dynamite Steps er ikke et album spækket med individuelle hits, og det kan synes decideret kedeligt de første par gennemlytninger. Giver man det imidlertid lidt tid og goodwill, fremtoner 11 solide numre, der inden for deres afgrænsede territorium spænder vidt – fra den højtgearede “Waves” med hvæsende guitarer og overstyret vokal over den omskifteligt raffinerede “The Beginning of the End” til den smukke poprockede “Dynamite Steps”, der afslutter herligheden. Og nogen skal jo lave guitarrock. Selv i 2011.

★★★★★☆

Lyt til “On the Corner”:
[audio:http://assets4.subpop.com/assets/audio/8327.mp3]

Lyt til “Blackbird and the Fox”:
[audio:http://assets2.subpop.com/assets/audio/8240.mp3]

Deltag i debat