Interview

Thulebasen – antropologiske fremtidsstudier

Skrevet af Lise Christensen

Thulebasen har på deres nye album eksperimenteret med et hav af reallyde og nytænkende lydæstetik, fortæller bandet i deres køkken. Alligevel er Gate 5 mere struktureret end noget andet, bandet tidligere har spillet.

Thulebasen er albumaktuelle med psychrock-pladen Gate 5 – opfølgeren til debutalbummet Guitar Wand fra 2008, som af Undertoners anmelder blev udråbt til et »mindfuck af et mesterværk«. Også det nye album har Undertoners anmelder svært ved at få armene ned over.

Størstedelen af Thulebasens besætning er ikke ubekendte for fans af det eksperimenterende label Escho. Nis Bysted, der også er medejer af Escho, dannede oprindeligt Thulebasen som et soloprojekt, men har også slået sine folder i Mit Nye Band og Düreforsøg, Niels Kristian Eriksen har bl.a. udfoldet sig som er en del af mutant-rock bandet KloAK, mens Felia Gram-Hanssen har banket i trommerne for bands som Skammens Vogn og Paradisets Børn.

Thulebasen: Nis, Felia og Niels. PR-foto.

Thulebasen spiller efter eget udsagn »rock med twistede elementer«. En slags associationsrock komponeret af erindringer, reallyde og ønsket om at have det godt i sin musik. Denne tilgang til musikken har ført til, at Thulebasens lyd ofte betegnes som fremtidsrock.

Undertoners udsendte studsede over dette prædikat og satte sig for at undersøge, hvilke potentialer og arbejdsformer det indebærer at skabe musik, som er særegen nok til ikke umiddelbart kunne sortere under samtidens opfattelse af rockmusik.

Kyllingepip og færgedæk
Nye idéer og visioner kræver ofte stimulation. Det være sig udlandsrejser, alternative tilgange til musikskrivning eller ‘præstationsfremmende’ midler – vores møde tager udgangspunkt i sidstnævnte, helt specifikt i form af kaffe serveret i Niels og Felias hyggelige køkken. Som en anden Café Hack-radiomontage bidrager omgivelserne med lyde i form af lækker musik i baggrunden, kaffe der hældes på krus, cigaretter der rulles og en nabo, der konsekvent vælger at smide en spand vand ud af vinduet hvert femte minut.

Netop tilstedeværelsen af utallige smålyde er kendetegnende for produktionen af Gate 5 – der fremstår som et inspirerende kludetæppe vævet af forskellige genrer, tempi, instrumenter og reallyde. Albummet er blevet til i løbet af det sidste halvandet års turnéer. Bevæbnet med diktafoner og en fascination for reallyde har Thulebasen optaget alt og alle på deres færd. På den facon har de efterhånden fået samlet et imponerende arsenal af så forskellige lyde som trafikken på et færgedæk, en tyrkisk piges sprogkursus på en grillbar i Helsinki og elementer fra en taxatur. Det er optagelser, der, som Nis fortæller, »ligger dernede og suser og skurrer« i de forskellige lag af musikken for af og til at dukke op og blive mere konkrete i det enkelte nummer.

Inspirationen til at inkludere reallyd kom bl.a. af Nis’ forkærlighed for tidlige antropologiske lydstudier af afrikansk musik. På samme vis har Thulebasen med sparsomme optagemuligheder forsøgt at afdække aspekter af livet omkring sig: »Det er spændende lydæstetisk at blande ting, den cleane studieoptagelse og reallyden,« siger Niels. På den måde tilføres musikkens abstrakte niveau et element af rodfæstethed, så numrene bliver collager af erindringer og ‘selvopfunden’ lyd.

Til min delvise skuffelse har Thulebasen dog alligevel ikke været så opsøgende rent antropologisk, at de reelt at har været ude på en kyllingefarm og optage lyden til “Kylling”. Til gengæld afslører Nis, at fuglelydene stammer fra en reallydsplade, som de faldt over ved et tilfælde, og at man bag kyllingens (citat, Nis) »bork« (intervieweren hælder personligt til den opfattelse, at kyllinger siger »mip miiiiiip«) kan høre pladens knitren.

»En episk rockproduktion« vejen fra improvisation til plade
Ud over at lade sig inspirere af finurlige lyde fra hverdagen har Thulebasen også optaget så godt som alle sine liveoptrædener og øvesessions fra begyndelsen af arbejdet med pladen. Flertallet af numrene på Gate 5 er blevet til som improvisation på scenen.

Det rejser spørgsmålet om, hvordan man tøjler et kreativt virvar, der udvikler sig fra gang til gang, og indordner det under et albumformat. Nis forklarer: »Jeg hader udtrykket dogme, men man kan godt sige, at første regel var, hvordan man havde det, når man spillede sammen. Vi har været ekstremt rolige med processen.«

Felia: »Ja. det var sådan: Har du det godt? Okay…«

Bandet startede da også ud på helt tynd is, uden en fast idé om hvad de ville og med nye musikalske udfordringer. Nis var ikke vant til at synge, Niels begav sig ud i at spille guitar, og Felia hævder, at hun kun er blevet bedre til at spille trommer.

Trods udsagnet om, at det har været en stille og rolig proces, er der alligevel blevet skåret fem år af produktionstiden i forhold til Thulebasens første album Guitar Wand, der var hele syv år om at komme ud?

En undrende Nis udbryder: »Ja, jeg ved heller ikke, hvad der er sket nu her…« Bandet har dog arbejdet og tænkt intenst på pladen det sidste halvandet år, på trods af at den reelle optagetid og mixing strækker sig over knap tre uger fordelt ud over det samlede tidsrum. Bandet har løbende lyttet deres materiale igennem, slået ned på et riff eller en lyd, som der er blevet arbejdet med en stund, hvorefter det mentale lydbrød har fået lov til at hæve, indtil klokken har sagt ‘pling’ ca. halvanden måneds tid senere. Så skulle der smages på, om det stadig funkede. De mange inputs er blevet kontrolleret og kædet sammen, men ikke nødvendigvis ud fra en helhedsforståelse inden for det enkelte nummer. “Felaia”, mastodonten på pladen (18 min.) blev eksempelvis så svær en nød at knække, at den måtte sendes en tur rundt om jorden og endte med at få inkorporeret bidrag fra Sverige og Italien, ja, selv en tur forbi L.A. blev det til.

Kendetegnende er det, at bandet har en vedvarende lyst til at organisere og omorganisere det ‘rod’, sangene udgør. Men hvordan når man så egentligt frem til, at nu er det den lyd, man ønsker at gå med?

»Det er, når det skal være,« svarer Nis, og Felia bryder grinende ind: »Det er når der er deadlines.«

Thulebasen og ‘The big sellout’
Netop rammer som deadlines og albumformater sætter en interessant udfordring for Thulebasens normalt ganske improvisatoriske tilgang til musikken.

Coveret til Gate 5.

Det er en ny udfordring for bandet at skulle spille numrene ‘som de lyder’ og at have muligheden for at være konkrete med det, de kan spille. For et band, der er mest vant til at spille på baggear tæt på publikum og med en mere upoleret lyd, er det underligt lige pludselig at være stillet over for at skulle spille med en scene som platform, f.eks. til den kommende Pop Revo-festival.

Er der reelt et større Thulebasen-sellout i gang jeg nævner i flæng: signing på it-indieselskabet Tambourhinoceros, rollen som de seneste ugers mediedarlings, show på en reel scene og ikke nok med det formodentligt også en intention om at holde sig nogenlunde til pladens struktur live?

Nis griner: »Ja, ja for satan. Vi gør bare, hvad der skal til.«

Felia og Niels stemmer i og fortæller, at bandet allerede har overvejet, hvad de skal gøre hvis/når(!) Coca Cola henvender sig angående et reklamespot. De tager dog fabuleren om viljen til at overse børnearbejde og andre tvivlsomme internationale forretningsmetoder i sig og påpeger, at det alligevel ikke er værre fat, end at de som band fortsat vil afsøge de kreative grænser for deres musik trods de ydre rammer.

Musik, der lukker porte op
Thulebasens mission er at skabe musik, der skubber til ting. Drivkraften er et ønske om at kigge mod fremtiden og at prøve at efterstræbe idéer, der virker fuldstændig urealistiske, for så alligevel få dem til at ske. Det kan for eksempel ske ved at bryde med forventninger til musikkens form. Som på “Felaia”, hvor forskellige elementer, som trommerne, går helt ud i lange perioder. Alt, hvad Thulebasen har foretaget sig som band, har været nyt, om ikke andet så for bandet selv. De har at stillet sig på en scene uden at have fastlagte numre, taget nye instrumenter op og eksperimenteret med kombinationen af rodekasse-tilgangen til indspilningerne og mere traditionel rock og inspiration fra musikhistorien.

Som musikken spiller titlen Gate 5 også på flere betydninger. Der er den fysiske sammenhæng mellem termerne gate og base. Den musikhistoriske betydning i form af referencen til Gate 5 Records-indehaveren og deltidsvagabonden Harry Partch. En amerikansk kunstner, der kreerede nye alternative instrumenter og sit eget tonalsystem baseret på 42 nuancer (frem for de normale otte, man finder på et klaver).

Samtidig indeholder titlen også en gammel mytisk reference til opfattelsen af byen som kulturcentrum. Ud over de fire porte, der refererede til hvert sit verdenshjørne, fandtes også en femte, metafysisk port, der byggede på en sanselig tilgang. Nis forklarer: »Det er en port, man ikke kan komme ind ad, medmindre man er i en anden form, en stemning, og det synes jeg passer meget godt til pladens form.«

Det skal dog ikke forstås sådan, at pladen skal ekskludere og sortere i skaren af potentielle lyttere. Thulebasen beskriver selv deres målgruppe som alle, der vil være med – fra det rosenrøde segment, farmor på 85, over den lille på tre til den hårdtarbejdende på 45.

Læs anmeldelsen af Gate 5 her.

Leave a Reply