Plader

Thulebasen: Gate 5

Skrevet af Anders Mortensen

Yes! Thulebasen har udgivet en drøm af en eksperimenterende psychrockplade med grooves og melodier og alt det kosmiske stads. Vi taler tidlig februar, men det er uden skyggen af tvivl en af årets bedste danske plader.

Kosmos er siden 60’erne blevet bragt ned på jorden og sat i form af guitarer, da menneskeheden fandt ud af at give fingeren til magthaverne og faste sangstrukturer. Det flyder ud og bliver til psych, og det var fedt, og det er fedt, fordi det begyndte at handle om at give musikken liv, og sådan fik vi altså bragt en af de mest indflydelsesrige genrer i vestlig rytmisk musikhistorie på banen for nu at være rigtig rockistiske. Siden da har psychen vel egentlig haft fine kår og især i Danmark, hvor navne som Causa Sui, Dragontears og Spids Nøgenhat har lavet psych, der lydmæssigt er svær at adskille fra deres 40 år gamle forbilleder, men som så til gengæld er så sublimt alligevel. Det er, på mange måder, fri musik og fri musik dør sjældent helt. Det bliver højst nederen.

Thulebasen har ikke det samme udgangspunkt som førnævnte bands. De er en del af hele Escho-kulturen, der er mest kendt for udfordrende udgivelser inden for eksperimental og alt andet mærkeligt, der rører sig i Danmark. Hvorfor jeg blev overrasket, da jeg fandt Thulebasens nye plade, Gate 5, så let tilgængelig, ærlig og hurtigt overrumplende. Der er ikke rigtig noget at ‘forstå’ ved Gate 5. Hård, melodisk psychrock kombineret med freejazz og støjrock, men med så meget energisk villen, at det går hen og bliver betagende fra start, og at man yes’er helt vildt over de mange højdepunkter, heraf tre af de største.

“Raga Gemini” er indlysende nok første single, fordi det er pladens mest catchy nummer, men det er også himmelråbende godt. Krautgroovet går i poppet, men drævende chugga-chugga-stil, mens en anden guitar, der følger vokalen, giver nummeret endnu mere fremdrift. “Raga Gemini” er skønt dedikeret mod bevægelsen. »Got no words for today,« synges der, mens en dunken og en klapren træder ind og følger med derudaf, og guitarerne får deres egen lille ringlende og småstøjende stund. Imens kører groovet videre, ekko på vokalen. »Now I’m going down / going down for good.« Yes, der skal døes, men det er en fed død.

“Raga Geminis” groove blæses op og bliver knusende i den helt monumentale “Monster”. Med et skarpt kantet stonerrockriff bliver der blæst bagover. Trommerne hakker sig sammen med guitaren frem til riffet hver gang, og for hvert anslag kommer vi højere og højere op med en bagvedliggende, rungende klangbund, der giver skarpheden spacerockede og udflydende dimensioner. Helt ud i det sorte rum på halsen af en åndssvag guitar. Det er yes!

Når Thulebasen forsvinder fra de store riff og går over i de lange udsyrede numre, slipper de heldigvis lige så godt af sted med det, som når de strammer mere til. Det helt store hovedværk på Gate 5 bliver det over 18 minutter lange og afsindigt fede og smukke “Felaia”. Igen: Pulsen er gennemgående og vigtig hos ’basen (det er vel ikke krautinspireret eksperimentalrock for ingenting), og man ved, man skal ud og køre, når “Felaia” sætter i gang, og som den slags jams’ eksistensgrundlag er, bliver der lagt lag på lag på, før vi når et crescendo, der bogstavelig talt viser rejsen ved at komme med damplyde fra et lokomotiv. Fungerer det, skal det jo nærmest være orgastisk, og det bliver det. Guitarerne drømmer, trommerne leverer det eneste stramme, afveksler hinanden og sådan! Højere og højere, indtil man er deroppe, hvor man, med Højholts ord, kan se Herning Hallerne!

Sådan bliver det ved. Gate 5 er en af årets bedste danske plader, og det siger jeg med stor sikkerhed her i begyndelsen af februar, fordi den nødvendigvis må være det. Gate 5 er en på alle måder godt forplumrende poppet, psykedelisk spacerocket støjleg mellem tre mennesker og deres venner/kollegaer, og det er der brug for her midt i punkens såkaldte genfødsel. New way of Danish hug you med megavitale kosmosguitarer og godt vejr over København. Yes!

★★★★★☆

4 kommentarer

Deltag i debat