Plader

Tu Fawning: Hearts on Hold

Skrevet af Zenia Menzer

Indie- og folkbandet Tu Fawning har fat i nogle spændende kreationer. Alligevel bliver deres lyd forudsigelig, og musikkens lange, træge træk har det med at blive en anelse for passive.

Blæseinstrumenter, violiner og percussion med en fremtrædende stortromme er beskrivende for meget af Tu Fawnings alternative og skæve debutalbum, der skaber associationer til både det primitive og det futuristiske.

Som hørt på nummeret ”The Felt Sense” tager trommesoloer lytteren fra eksotiske afrikanske stammedanse til en lyd, der associerer til hærgede krigslandskaber, hvor geværsalver er det eneste, der bryder den tavse lydmur. En af Tu Fawnings forcer er netop, at de kan skabe indre billeder, der kobles til en bestemt følelse. På den måde vækker musikken både fantasien og emotioner, hvilket tilsammen skaber en magtfuld balance og en betydningsfuld indflydelse på lytteren.

Samtidig skabes der på andre numre – som ”Mouths of Young”, ”Apples and Oranges” og ”Hand Grenade” – en doven og støvet afstøbning af bandet, som med sine lange og træge træk anført af blandt andet trommer og trompet lægger op til fordybelse.

Der er noget på Hearts on Hold, der indbyder den nysgerrige lytter til hele tiden at træde nærmere, lytte mere intenst og skærpe opmærksomheden. Der kommer dog en øvre grænse for, hvor langt denne proces får lov at fortsætte, og når man kommer et stykke ind i lydbilledet, bliver flere af numrene desværre en anelse passive. Det, der starter som en pirrende påvirkning, ender i et lidt for tamt klimaks.

”Multiply a House” er et godt eksempel på dette, fordi man som lytter gennem primærvokalen får opfattelsen af, at dette nummer kommer til at blomstre på en bastant måde. Vokalen stiger i volume og intensitet, og i den ligger en latent energi og passion, som aldrig bliver forløst. Nummeret folder sig dog ikke hundrede procent ud, og man får flere gange fornemmelsen af, at det musikalske mønster kører i ring.

Der mangler sådan set ikke passion i lydbilledet, og den tekniske formåen er egentlig også ganske overbevisende, når man lytter til de lag-på-lag konstruktioner, der skabes på dette debutalbum, men momentet af overraskelse mangler. Når man først har fået fornemmelse for bandets anvendelse af specielt trommerne, regner man hurtigt det næste skridt ud, og selvom brugen af trommerne varieres, bliver lyden ret hurtig genkendelig. At sammensætningen af særligt percussion, blæseinstrumenter og vokalharmonier skal være bandets kendetegn, er ikke svært at høre, men netop fordi det er så gennemgående et træk i deres lyd, bliver det forudsigeligt.

Det betyder dog ikke, at Tu Fawning er uinteressante, men at man som lytter skal være indstillet på at blive lullet ind i et lydunivers, der langt hen ad vejen stryger én med hårene og indeholder numre, der har en tendens til at blive lidt langtrukne.

★★★½☆☆

Deltag i debat