Plader

We Are the Lilies: s.t.

Skrevet af Christian Birk

På trods af gæsteoptrædener fra Iggy Pop og Jane Birkin formår We Are The Lilies og Sergio Dias ikke at imponere med denne selvbetitlede debutplade.

Bag We Are the Lilies står Sergio Dias, grundlægger af den ikoniske brasilianske tropicalismo-gruppe Os Mutantes, og Tahiti Boy, der går under det borgerlige navn David Sztanke. Sidstnævnte kom ved et spøjst tilfælde i kontakt med Sergio Dias, og derefter begyndte de første flirterier. Disse udvikledes, og efter flere måneders hed Skype-korrespondance besluttede brasilianeren og franskmanden sig for at mødes i Paris. En smuk og sand historie … der desværre blegner ved nærmere nærlytning af kærlighedsbarnet.

Sandheden er nemlig, at ingen af dem kan være synderlig stolte af resultatet. Albummet er skrevet over fem dage og indspillet over fire, og det har tydeligvis ikke været nok til, at de to har kunnet finde et fælles musikalsk fodslag.

Det selvbetitlede rod stikker i alle retninger, og det gør det svært at nyde de enkelte gode øjeblikke, der trods alt findes. Der mangler en klar rød tråd. Det charmerende kunne selvfølgelig også ligge i det ufærdige, det rå, vildskaben. Men skidtet er kørt igennem et så ordentligt og timet producer- og mixer-apparat, at al den sydamerikanske og franske sensualitet, man kunne have håbet på, er blevet omdannet til en ligegyldig omgang radiopop. Det gælder bl.a. åbningsnummeret, “Cry When You Sleep”, der er et stykke lystigt pop-pladder uden overraskelser. Det svinger meget godt, men arrangementet er så tyndt, at det er glemt hurtigt igen. En afsluttende saxofon-solo gør heller ingen forskel, og i stedet græmmes man lidt over bekendtskabet med Sztankes ufarlige og indifferente vokal.

Uheldigvis markerer dette kun startskuddet på det komiske mareridt. We Are the Lilies indeholder nemlig også et par franske bossa nova-numre, hvor Sztanke i stor stil får lov at udfolde sig. “Sarava” og “Jean et Jeanne” synger han tydeligvis i opknappet skjorte, for sjældent har en sang så klart forsøgt at fremstå sexet og forførende. Men det er vel ofte således, at de mænd, der gemmer lidt på varerne, får den største kundekreds. I stedet for at være en cool casanova a la Serge Gainsbourg lyder Sztanke mere som en lokal udgave af Michael Carøe. Det er særligt de mange »oohhh yeah« og de malplacerede »ooohh« og »aaahh«, der trækker i smilebåndet.

I koret af fejltagelser lyder også engagementet af Iggy Pop og Jane Birkin. Punkrock-ikonet synger i “Why?”, og hvorfor i alverden gør han det? For det første er nummeret i sin form, sit tempo og sin påtagede råstyrke fuldstændig forkert castet i forhold til resten af albummet. Dernæst er Iggy Pop langtfra i den form, der kunne gøre hans vokal berettiget. Teksten om fransk-amerikansk rivalisering er gumpetung og dum. Og så savner man altså den aggressivitet og voldsomhed, der har givet amerikaneren kultstatus.

Jane Birkin synger derimod flot og yndefuldt i duet-balladen “Marie”. Synd er det imidlertid, at hun skal dele sin porøse stemme og det nøgne klaver med Sergio Dias. For han har måske haft en idé om, at han kunne erstatte føromtalte Gainsbourg, men det demonstrerer nummeret til al ønskelig tydelighed, at han hverken kan eller skal.

Ellers er Sergio Dias’ tilstedeværelse til at overse. Man kunne måske have håbet på, at han kunne have skruet et par interessante arrangementer sammen, men de fleste gode ideer drukner i stedet i backingbandet The Palmtree Familys trang til at blive hørt. Eksempelvis starter “Over My Head” friskt med claves og funky percussion. Disse bliver akkompagneret af elegant klaver, og der hersker for første gang på pladen en rolig og fin stemning. Det sparsomt opbyggede er tilpas, mere end tilpas. Faktisk er det rigtig fint, men det bliver så uforståeligt brudt af et smart og hurtigt omkvæd, der signalerer, at vi skal videre. Men vi hyggede os faktisk, og den her casual, oprigtige, naturlige og lokale måde at gøre tingene på bliver desværre nedprioriteret.

Det er faktisk kun i albummets sidste nummer, “Oh Bahia”, at vi mærker, at Sergio Dias er iblandt os. Det er et cover af en traditionel brasiliansk sang, og den bliver markedsført rigtig fint. Dejligt vuggende kører den i sit eget tempo, hvor spredte klaverstykker og rolige trommer skaber en rigtig lækker og intim sang, der fint kunne have ageret soundtrack til en mørk sjælfuld aften i Rio de Janeiro.

Paradoksalt og yderst ærgerligt er det, at denne lille lækkerbisken er en del af et 11 minutter langt hemmeligt nummer, hvor der efter fem minutters stilhed afsluttes med et uforståeligt og unødvendigt slutspil. I forbindelse med indspilningen og udarbejdelsen af We Are the Lilies kunne Dias og Sztanke med fordel have lyttet til den ældgamle devise om, at less is more.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat