Plader

Caroline: Verdugo Hills

Velproduceret, minimalistisk electronica og en stemme, der varmer godt i en kold tid. Carolines stemme danner på Verdugo Hills grundlag for et udmærket soundtrack til et pusterum.

Der findes sangere, som besidder en sjælden evne til at hensætte deres lyttere i en stemning af nærmest hypnotisk karakter. Dér hvor de klingende toner alene skaber en så påfaldende fornemmelse af intimitet og nærvær, at de sungne ord næsten bliver sekundære. Til denne gruppe af sangere hører japansk-amerikanske Caroline Lufkin. Nogle vil genkende hende som en tidligere del af Adam Pierces omfattende musikkollektiv Mice Parade, og flere musikere herfra har da også ydet bidrag til Carolines andet soloudspil Verdugo Hills.

Det er en minimalistisk produktion, der kendetegner albummets 10 skæringer. Caroline har sammen med produceren Andreas Bjørk skabt en lyd, hvor balancen mellem de atmosfæriske synths og enkle, elektroniske beats fungerer fornemt i samspil med Carolines vokal. Sidstnævnte har en hviskende og nærmest skrøbelig ømhed, der ikke er helt ulig Joanna Newsoms eller Blue Foundations Kirstine Stubbe Teglbjærgs.

”Sleep” er et glimrende eksempel på dette. Her parres en fængslende og melankolsk melodi med Carolines hjemsøgende vokalarbejde, så selv lytteren med foragt for elektronisk musik må spidse ører. Absolut et af albummets stærkeste numre. Generelt er der kælet for de små musikalske detaljer og underfundigheder på Verdugo Hills, hvilket kommer til udtryk i ”Snow”, som med finesse blander messingblæsere og macherende lilletrommer sammen med det minimalistiske arrangement, uden at dette på nogen måde taber integritet. Albummet lukkes med ørehængeren ”Gone”, der med en mere analog og nøgen produktion eksekverer et ellers elektronisk baseret album. Nummeret rummer samtidig et lækkert, organisk præg, da både vokal og instrumentering afholdes fra en indpakning af ekko- og rumklangseffekter i modsætning til resten af pladen.

Det største ankepunkt ved Verdugo Hills er muligvis den til tider manglende vedkommenhed. Caroline har som tidligere nævnt en fremragende stemme, men sangene bakkes desværre op af en række tekster, der tematisk og opbygningsmæssigt aldrig for alvor formår at kravle ind under huden på én. Dette kan delvist skyldes, at de enkelte ord ofte bliver svøbt i rigeligt med diverse studieeffekter. Selvom der er flere interessante detaljer i den musikalske produktion, så er det begrænset, hvad albummet som helhed har at byde på efter en fem-seks intensive gennemlytninger. Hermed er vi tilbage ved anmeldelsens indledende ord. Der skal ikke herske tvivl om, at albummets største kvalitet ligger i Carolines dragende og hypnotiserende stemme, der elegant smyger sig omkring det elektroniske klangtæppe. Samtidig er det også albummets svaghed, fordi man flere gange undervejs sidder med en fornemmelse af, at det hele kunne være gjort endnu mere insisterende og nødvendigt, hvis især tekstmaterialet havde fået en mere fremtrædende karakter.

Af den grund har jeg haft størst glæde af at lytte til pladen kontekstuelt. Verdugo Hills er røget på til anledninger, hvor jeg ikke nødvendigvis har lyttet aktivt i hovedtelefonerne, men i stedet har brugt musikken som et underliggende soundtrack. Ikke til en fest, men f.eks. til et tænksomt øjeblik på en vintersøndag. Da fungerer Carolines elektroniske univers glimrende.

★★★★☆☆

Deltag i debat