Koncerter

Chimes & Bells, 26.03.11, Lille Vega, København

Skrevet af Anna Møller

Artrockerne luller lørdag publikum ind i et dragende musikalsk mørke, der er velspillet uden at være overraskende eller afvekslende.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Det københavnske artrockband har netop spillet til SXSW, og lørdag var turen så atter kommet til hjembyen og Lille Vega. Chimes & Bells spiller i mørke, på bagtæppet er der blæst farvet lys op, og Cæcilie Trier har placeret sig ovre i den ene side. Også i lydbilledet er hendes markante og dragende stemme denne aften trukket lidt tilbage, og hendes ellers så markante cello er ligeledes næsten ikke hørbar.

Kun på det mere minimalistiske titelnummer fra ep’en Into Pieces of Wood kommer den tydeligt igennem, og på de øvrige mørkt dystre hypnosenumre ligger den meget langt nede i lydbilledet. Det stammer muligvis fra et ønske om at bevæge sig over mod noget mere larmende, men den musikalske fylde kan samtidig afføde et musikbillede, hvor man som publikum kan savne afveksling.

Hans Emil Hansens bas er på numre som ”Stand Still” fra ep’en er tilsvarende mere dominerende, mens støjende guitarer fra Jeppe Brix Sørensen og Jannis Noya Makrigiannis er lagt helt i forgrunden på numre som det virkelig gode Kim LAS-cover ”Kranen”, hvor en artrocket shoegazer-stemningen for alvor får lov til at tage fat.

Det guitarbaserede og vrængende fungerer rigtig fint i Lille Vega, mens den langsomme udgave af ”You Shall Not Pass” fra 2009-ep’en virker søvndyssende indadvendt. Generelt er distancen også til at tage og føle på mellem musikerne, der er gemt i scenens mørke, og et ellers modtageligt og medrokkende publikum. Det er da heller ikke megen kontakt, der er mellem bandet og de fremmødte. Kun et par enkelte linjer får Trier sagt mod sit publikum, og selvom der absolut ingen slinger i valsen rent musikalsk er fra Chimes & Bells’ medlemmer, så er der heller ingen velkomne afvigelser.

Koncertens midterstykke med ”The Dot” og den eminent gode ”Do the Right” er ikke overraskende højdepunkter i aftenens sæt, der slutter lidt tyndt. Det enkeltstående ekstranummer er ”Lashes” fra debutalbummet, men det langtrukne sidder som en ironisk parafrase over det, som kendetegner koncertens – og måske også Chimes & Bells som helhed – akilleshæl.

De søvnige rytmer og Triers vokal, der synes konstant at bevæge sig i det samme register, besidder både kraften til at hypnotisere og fastholde, men også til at forekomme ensidig og på grænsen til det kedelige.

Ud over forventelig larm og støjguitarer synes der at være intet, der kan lulle én ud af hovedets rokken i takt med de bedøvende og repetitive rytmer. For det, der kan synes hypnotisk dragende og melodisk besættende, bærer desværre også kimen til ensformighed og gentagelser uden overraskelser.

Jeg håber, Chimes & Bells slår med halen næste gang, jeg ser dem.

★★★★☆☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar

boeger