Plader

Cowboy Junkies: Demons – The Nomad Series vol. 2

Vic Chestnutts efterladte americana-sange fortolkes af Cowboy Junkies, hvis kyndige hænder ikke begår vold mod den afdøde.

Musikeren Vic Chestnutt afgik ved døden i 2009. En trist hændelse for manden, der endte i en kørestol som 18-årig efter et trafikuheld. Chestnutt nåede aldrig ud til et bredt publikum, men hans evner som sangskriver blev ikke overset. Specielt andre musikere dyrkede hans sange, og han opnåede først sit egentlige gennembrud efter en række større navne bidrog til en hyldestudgivelse.

På samme måde er Chestnutt igen i centrum uden selv at være til stede. Traditionen med hyldestudgivelser til manden fortsætter. Denne gang er det Cowboy Junkies, der har fortolket hans sange, og her opstår et dilemma her. Anmelder man Cowboy Junkies’ fortolkning af originalerne som selvstændige numre? Eller sidder man med originalerne i baghovedet og vurderer, om fortolkningerne matcher udgangspunktet eller ligefrem udvander grundmaterialet?

Denne anmeldelse hælder til det første tilfælde. Jeg kender primært Chestnutt som en dybsindig, melankolsk sangskriver i americana-traditionen, der også besad en mørk humor trods store personlige traumer. Fortolkningen af hans sange er her udført med stor respekt for udgangspunktet, manden bag og hans historie. Samtidig fortolkes numrene i en ny retning og pakkes ind i en ny lyd.

Der lægges en fast, tør ramme over sangene. Der er unægtelig en snert melankoli over albummet, som dog ikke tager overhånd. Det er balance mellem yin og yang, så hvor det kunne være let at svælge i smerte, fremhæves også lyspunkterne i mørket. Her er ”Betty Lonely”: en dyster, slæbende cabaret, der lyder som en tilrøget natklub. ”Flirted With You All My Life” er ligefrem og pågående rock. ”Supernatural” er simpelthen rørende med sine beretninger fra grænselandet mellem døden og de levendes verden – set fra en sengeliggende patients perspektiv. Når man kender Chestnutts historie, virker sangen endnu stærkere. Selvom lyden generelt er meget ensartet, og der anvendes en snæver instrumentering, er der stor forskel i alle disse sanges udtryk. De forskellige skift i tone og tempo gør, at pladen formår at virke frisk trods sit tunge ophav.

I centrum for fortolkningerne står i særklasse Margo Timmins vokal, der er sært dragende og nærmest hypnotisk. Hun bruger egentlig få virkemidler og nærmest ingen teatralske tricks, men alligevel formår hun at levere budskabet, så man mærker hendes personlige forhold til Chestnutt, hans sange og hans djævle og dæmoner. Hun prøver ikke at efterligne, men optager Chestnutts længsler, håb og drømme som sine egne og dét i en grad, så jeg – selv uden at have kendskab til Chestnutts originaler – er sikker på, at man kan få meget ud af disse glimrende fortolkninger.

★★★★☆☆

Leave a Reply