Plader

Efterklang/Vincent Moon: An Island

Skrevet af Anna Møller

Efterklang spiller musik på Als sammen med naboer, venner, børn og familie. Det går rigtig godt. Vincent Moon laver film om, at de kradser på rustent metal og optager lyden af træ mod træ. Det er lidt anstrengt.

Samarbejdet mellem de danske indiedarlings i Efterklang og den franske filminstruktør Vincent Moon har fået megen omtale i den danske musikpresse – også grundet den form, musikerne har valgt at vise filmen i. De har nemlig udviklet konceptet ‘Private-Public Screening’, som går ud på, at enhver, der har lyst, kan fremvise filmen hjemme hos sig selv for dem, der har lyst til at se den. Det kræver bare, at der er offentlig adgang, at der er plads til minimum fem personer, og at der er gratis entré. Dog opfordres publikum til at donere et valgfrit beløb for fremvisningen.

Omkring 500 personer verden over har valgt at fremvise filmen inditl videre, og den bliver således vist overalt på kloden – på nær Afrika og Antarktis. Du kan tilmelde dig en af de private fremvisninger her.

Filmen bliver også vist offentligt herhjemme 20. marts i Amager Bio og 40 andre steder rundt om i verden.

Den franske filminstruktør Vincent Moon har tidligere arbejdet sammen med netop Efterklang, The National, Arcade Fire og Mogwai, og den 50 minutter lange film er et genremøde mellem en musikfilm og en abstrakt dokumentar. I mine øjne er det i høj grad også en kunstfilm, og jeg må indrømme, at jeg stiller mig uforstående over for ideen om at skabe et visuelt album med samme længde som et studiealbum – som der bliver lagt vægt på i An Island.

Jeg forstår ikke rigtig ønsket om at lave et portræt af en række kunstnere og så samtidig skabe noget, der selv er kunst, og som skal repræsentere et visuelt album. Og det præger min oplevelse af An Island.

Efterklang har en storladen lyd, og det storladne går igen i Vincent Moons billeder. Det er imidlertid ikke tale om en komplimenterende sammensætning, men snarere gælder det, at når musikken fylder, mindskes det æstetiserede kunstfilmiske, og når medlemmerne af Efterklang er uden musisk ledsagelse – men aldrig uden lyd – så er det op til den visuelle side at udfylde det hul, der er efter Efterklangs lydcollager.

Det går bedre og bedre filmen igennem, men især starten, hvor bandmedlemmerne ankommer lydløst og med rystende kamera til øen Als, virker det i mine øjne forceret og en anelse klichepræget i al sin æstetisering. Det ville måske have været en god ide at lægge ud med Efterklang selv, så man som lytter og seer forventede at få serveret noget rent visuelt, der levede op til Efterklangs univers. Medmindre man naturligvis ser An Island for at se en film af Vincent Moon, og det er selvfølgelig også en mulighed.

Ligefrem livsbekræftende er de scener, hvor musikkollektivet spiller sammen med beboere og naboer på Als, og allerbedst er det, da de spiller ”Me Me Me the Brickhouse” sammen med en flok børn på Als Friskole. Det legende element hos Efterklang passer virkelig godt til børnenes entusiasme og umiddelbarhed.

”I Was Playing Drums” fremføres med Sønderborg Statsskole – også fra Als – og er også virkelig vellykket, ømt og dejligt, og jeg må indrømme, at de små koncerter med Efterklang klart er mine favoritter på An Island. Ud over de to nævnte numre spiller orkestret ”Raincoats” på ladet af en åben, kørende bil og en meget smittende udgave af ”Alike” med naboer og familie på Als.

Generelt klæder det Efterklangs musik godt med en masse mennesker og bevægelse rent visuelt og mindre godt med stillbilleder og eftertænksom radiolytten og -skratten i en affolket skov. Det hænger måske også sammen med en (læs: min) forkærlighed for det uiscenesatte og tilnærmelsesvis naturlige, og der virker det mere umiddelbart og naturligt med en koncert i en gymnastikhal end et bandkollektiv, der kaster brænde i en bunke eller skraber på jernplader for at skabe lyd.

★★★½☆☆

Leave a Reply