Graciela Maria har befundet sig mange steder, både geografisk og musikalsk. Med rykket fra Mexico til Berlin og overgangen fra den instrumentale til den elektroniske scene har Graciela Maria taget mod til sig og udgivet sit første album, Many Places.
Many Places har en mildt sagt spøjs opbygning – som om den stiller sig i grænselandet mellem Elliott Smiths klassiske singer/songwriter-stil, James Yuills elektroniske folk, downtempo dubstep og den mere uptempo dancepop, som pumper ud af Boogie Radio.
Pladen åbner med “Santa Ana Afternoons”, der indledes med en intens blanding af dyb cello og kontrabas efterfulgt af en elegant placeret pause, der trækker spændingen et sekund, før sangen og trommerne sætter ind. Et nummer, der har en dramatisk grandeur, som lader til at ville gøre sig godt live. Titelnummeret “Many Places” fortsætter den orkestrale dramatik og sætter afdæmpede vers op mod violin-spicede omkvæd. Og ligeså gør “Magic Bus”, der benytter sig af et større arsenal af horn. Det er fint, det er ligefrem rart til tider, hvis vi da lige ser bort fra den decideret kedelige “Meanwhile”, der bryder dramatikken og introducerer Disney-idyllen med en ordentlig dosis tryllestøvs-percussion.
Men så sker der noget mystisk…
Ud af det blå slår pladen over i dancepop! En mulig forklaring kan være, at Graciela Maria sidste år samarbejdede med den tyske dj-kunstner Robot Koch, hvis blanding af hiphop og elektronisk musik på 2009-udgivelsen Death Star Droid ledte til en topkarakter her på siden. Robot Koch har kvitteret ved at bistå Graciela Maria på de dele af Many Places, der tager skridtet fra den mere klassiske singer/songwriter-formel og over i dubstep og dancepop.
Det samarbejde kan eksempelvis høres på “Through the Night”, som byder på en forudsigelig omgang downtempo dubstep af den art, der brager ud af højtalerne i fitnesscentre landet over. Hvor Graciela Marias stemme ellers på første del af pladen kan svinge sig op på et vist niveau, styrtdykker den her i intensitet.
Inspirationen fra den elektroniske scene er også dominerende på numre som “Nothing Safe” – en afdæmpet ambientpop-melodi, som kombinerer et harmonikalydende sample med violiner – samt på “Underwater”, der trækker store veksler på den elektropop, som også kendetegner James Yuills lyd. Graciela Maria benytter sig dog lige lovlig meget af klicheerne og smider en unødig stor gang ekkoeffekt på vokalen og supplerer med synth og håndklapsrytmer.
Og så – PUF! – slår musikken uden overgang tilbage i en mere skrabet omgang folk. Blink, blink – som lytter er man noget perpleks. Som titlen, Many Places, giver pladen også et noget skizofrent indtryk af, at Graciela Maria har forsøgt at kreere mange udtryk på en gang, hvilket efterlader en mere forvirret end henrykt. Pladens singer/songwriter-del har betydelig mere pondus end den elektroniske, og det ville have klædt pladen at holde sig til førstnævnte.
