Plader

Green Pitch: Asleep EP

Skrevet af Anna Møller

Der skal noget særligt til at gøre bekendelser fra et pigeværelse interessante for andre end pigen selv. På Asleep lykkes det desværre ikke, da universet simpelthen er for endimensionelt og poleret.

Green Pitch har tidligere udgivet albums i 2005 og 2009, og Asleep er den første ep af i alt tre, der er varslet i 2011. Bandet består af Rex Garfield på sang, klaver m.m., Ste Garfield på blandt andet guitar, Reno Rasmussen på guitar m.m. og Ronni Bjørnum Bengtsson på cello. De afdæmpede sange med central melankolsk vokal er personlige, men jeg har svært ved at se, at de er vedkommende for særlig mange andre end musikerne og sangskriveren selv.

Åbneren ”You Caught My Eye” rummer et meget tiltrængt islæt af dybde. Både rent tonalt i form af en mandlig vokal, der fungerer som modvægt til Rex Garfields lillepigede og sukkersøde primærvokal, og rent tekstligt. Sangteksten er nemlig mindre navlebeskuende og ensidig end på mange af ep’ens øvrige fire numre. Desuden er der en anelse mere dynamik – om end ikke megen – i lydbilledet, der vokser og når et slags klimaks undervejs og dermed tilnærmelsesvist træder lidt ud og væk fra det lavmælte.

Generelt mangler der i mine øjne dog en række ting på Asleep. Dels har mixingen placeret den dominerende lillepigevokal helt fremme i lydbilledet, og selvom sangerinden Rex Garfield synger glimrende, korrekt og pænt – tenderende til det kedelige – gør det, at meget afhænger af sangteksten. Og ofte er teksten simpelthen for navlebeskuende med tendens til det uskønne og forcerede.

Eksemplerne på den haltende sangtekst er mange. Fortænktheden i en ordsammenstilling som »eventually naked« fra ”Erratic day” og »I deal in papercuts and pure humiliation« er i mine øjne til at føle på, og det virker generelt unaturligt at skulle formulere sig sådan i en sang. Flere gange undervejs tænkte jeg selv, det kunne have været en god ide for Green Pitch at skrive deres tekster på dansk, da det måske ville komme mere naturligt til dem, og de ikke ville ende med at synge »nøgen med tiden«.

Nogle steder, som på ”No reason required this love has expired” er melodien sød og catchy, men det hele bliver bare for lillepiget og forsmået, når Rex Garfields vokal helt i forgrunden fremstiller et skænderis uretfærdigheder:

»The promise was broken the claws that was opened / and out came the dragon / On one of those nights where you say the wrong things /  and I don’t know why / you say all the wrong things / and why do I smile when you say the wrong things you don’t realize / you said all the wrongs things.«

Der synes også at være for lidt nerve i både vokal og egentlig også i instrumenteringen, til at man som lytter gider engagere sig. Ofte viser den manglende nerve sig som sukkersøde og barnlige overtoner, og der mangler en dybde eller tyngde til at afbalancere det forhold.

Derudover er dynamik næsten ikke-eksisterende i lydbilledet, og det er de langstrakte toner og (alt for) behagelige harmonier, der er satset på. I mine øjne bliver det simpelthen for kedeligt, ufarligt og trygt i længden.

★★½☆☆☆

Deltag i debat