Plader

I Was a King: Old Friends

Skrevet af Christian Birk

Norske I Was a King skuffer slemt med deres tredje album. Inspirationskilderne er for letkøbte, og selve værket er alt for rodet og usammenhængende

Selvom det kun er halvandet år siden, at I Was a King udgav deres seneste album under eget navn, har forventningerne og hypen til dette års opfølger været til at overse. I Was a King fik ellers slået stort brød op med deres 60’er-inficerede støjpopsange.

Alligevel, og på trods af en fin modtagelse, er det norske band et godt bevis på, at der skal mere end en vellykket plade til, før et egentlig gennembrud er sikret. Der er meget musik derude, der er meget god musik derude, og der er rigtig meget af den gode musik, der ligesom nordmændene udfolder sig om delay-pedaler og den arv, som My Bloody Valentine efterlod med Loveless.

Derfor kræver det noget ekstra fra bandets side, hvis man som årvågen musiklytter skal bide mærke i en skandinavisk konstellation, der trods godt humør og spillelyst hurtigt bliver et af mange bands i det patchwork, som støj-afficionados efterhånden har broderet.

Shoegazer-fænomenet/bevægelsen har snart udlevet sig selv, men på trods af de mange forsøg på at forny genren står det, tværtimod, tilbage som bevis på, at materialet er tyndslidt, og at den oprindelige form fuldstændig er blevet tilsidesat til fordel for andres interesser. Men således er udviklingen. Og stor respekt til de bands, der indimellem opfinder nyt land. I Was A King er desværre ikke at finde i den kategori.

Old Friends, der er frugterne af de seneste års slid i øvelokalet, markerer sig desværre som et uheldigt værk blandt en lang række af udgivelser fra bands, hvis sange, albums og generelle bestræbelser står som nytteløse i den store sammenhæng.

Old Friends er overstået efter en halv times tid og består af tolv korte, men ekstremt ekspressive udskejelser. Faktisk alt for ekspressive og for fyldige i forhold til den ringe tid, som er til rådighed. Trods den massive brug af førnævnte støjguitarer og mudrede produktionsforhold forsøger gruppen sig med nogle semi-poppede arrangementer, der desværre kun en enkelt gang forløses ud i formfuldendt melodiøsitet.

Andre gange, eksempelvis på ”Learning to Fly” og ”Daybreak” startes der til en afveksling ud i rolige og tålmodige toner. Førstnævnte markerer sig pænt med sitar og enkelt fingerspil. Frontmand Frode Strømstads lyse vokal virker i et sjældent øjeblik stærk og ikke ligegyldig, som ellers er det generelle indtryk. Ærgerligt er det i hvert fald, at de indledende manøvrer her og på ”Daybreak” bliver forpurret af nogle underligt prioriterede forceringer i og omkring omkvædene. Begge steder fremstår det rodet og usammenhængende. På ”Learning to Fly” irriterer presserende keyboards og malplacerede horn et ellers fint refræn. Og så bliver ”Daybreak”, der præsenteres som en skør lille humørbombe af sparsomt klaver, trompet og harmonika, desværre for rodet, da guitar,bas og keyboard træder ind omkring det omkvæd, som man ellers havde forberedt godt.

Men synonym for Old Friends er den skramlede DIY-stemning, og man kan da også godt fornemme, at Frode og kollegaerne besidder en stor iver og lyst til at formidle deres lidt tynde kompositioner. Men energien er kærkommen, selvom den ikke formår at forplante sig hos lytteren. De to indledende skæringer, ”The Wylde Boys” og ”Echoes”, er praktisk talt ens, begge med klassiske power-akkorder og fart over feltet. Men ud over at melodierne halter en del, synes jeg også, at der mangler en art vildskab og nerve, som er lidt svær at sætte ord på. Der savnes noget troværdighed, og selvom der spilles for livet løs, kunne det godt blive lidt mere grimt og desperat. Måske er det Strømstads kostskole-vokal, der tager brodden af larmen, og sikkert er det i hvert fald, at det ikke rammer mig dér, hvor det gør allermest ondt.

Først på albummets sidste tredjedel lysner det en smule. Det besynderlige mellemspil ”Kontrari” markerer bedre og – i første omgang – mørkere tider. Den indadvendte ”Here to Stay” følger, og det gør den godt med tung rumklang og et dechifreret og så utilnærmeligt vokalfilter, at tankerne vandrer mod amerikanske Deerhunter. Det er dog i light-udgaven, for I Was a King halter stadig langt efter i forhold til musikalsk styrke, idérigdom, stemning, vokalmæssig alvor og skrøbelighed. Mod sammenligningen arbejder også nummerets afslutning, der belastes af unødvendigt skraldende trommer og en afsluttende jam-session, der virker upassende, ja, nærmest ufrivillig morsom.

Nej, så bør I Was a King nok besinde sig i den lave ende af bassinet. Der er et stykke til, at bandet kan holde sig flydende på dybt vand, men mindre kan også gøre det. For eksempel imponerer afslutnings- og titelnummeret ”Old Friends” med en rigtig dejlig 60’er-stemning og et tilforladeligt tempo, som man godt kunne have begrænset sig til at fare frem med andre steder. Efter en halv times nervøs og usikker vekslen mellem støjflader og endimensional popskabelon slapper man endelig af i selskab med vores norske brødre. Her er der ingen ubehagelige sideskift eller abrupte trommebankerier, men i stedet en varm aura af sol og sommer. Dette lille smil kan dog ikke opveje den massive stilforvirring, der om noget gennemsyrer Old Friends.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat