Plader

Kaizers Orchestra: Violeta Violeta vol. 1

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Kaizers Orchestra fejrer 10 års jubilæum med første del af rock-kabareten Violeta Violeta. Det bliver ikke kedeligt at følge værkets udvikling.

Det lader til, at Kaizers Orchestra har i sinde at lave en Robyn. I hvert fald får vi i 2011 alle nye udgivelser af trilogien Violeta Violeta. De, som i hin forgangne tid befalede os at »ompa till vi dør«, kaster sig nu ud i den svære kunst at skabe en rockmusical. Det er der mange, der har knækket halsen på, og om Kaizers kan præstere det, må tiden vise. Vi har jo kun, indtil videre, fået en smagsprøve. Kaizers Orchestra  har aldrig været blege for at skabe karakterer i deres sange eller for at skrive mere om de samme personer, så nu er det tid at se, om deres fantasi rækker til en sammenhængende fortælling over tre skiver.

Umiddelbart er præmissen ganske underholdende. Det hele drejer sig om Violeta, der bliver bortført af sin far Kenneth. Det er ikke uden årsag, for moderen Beatrice er kugleskør, og Kenneth håber på den måde at kunne redde Violeta fra at dele skæbne med moderen.

Men lad os starte med musikken, som er klassisk Kaizers. Det er stadig kabaretrocken, der dominerer. Forsanger Janove Ottesen er så charmerende som altid på sit syngende stavangerske. Og han får som altid kvalificeret modspil af sit band. I det hele tager svinger Kaizers som en tango-kat i løbetid, hvilket i den grad er en del af bandets charme. Det er både glad og knald i låget på en gang, og det er sgu svært at modstå.

Det gode skib Violeta har således lagt sikkert fra havn. Der er ikke mange overraskelser, måske bortset fra “Tumor i ditt hjerte”, der lyder som ufortrøden P3-leflen. Det er dog stadig mere interessant end det meste af musikken på den kanal, så tilgivelsen kommer let.

Hvis der er nogle overraskelser, skulle det være antallet af numre, som er direkte lytter-venlige. På mange måder er Kaizers et band, som ikke er for alle. Lidt ligesom Tom Waits, som jeg til hver en tid vil hævde er ansvarlig for op til 90 procent af Kaizers lyd. Der er kanter og hjørner, som ikke er møntet på et mainstream-publikum, men det lader til, at Kaizers har smidt det paradigme ud af vinduet. Det er ikke nødvendigvis skidt, for de har jo alle dage kunnet strikke gode melodier sammen, og kombinationen af deres forkærlighed for buldrende trommer, klimprende klaverer og lyde, der kommer som ud af ingenting, klæder faktisk det poppede udtryk. Og der er også masser af orgel.

Som album er det ganske fornuftigt, og lysten til at høre om stakkels Violetas videre skæbne har bestemt meldt sig. I virkeligheden er det vel en forventning om, at Kaizers iscenesætter skidtet og giver os den rockmusical, der trænger sig på. Og ikke mindst forventningen om at de tager produktionen til Danmark, når de sidste to plader kommer i løbet af efteråret.

På en eller anden måde er det unfair at sige noget som helst om denne plade. Vi ved jo endnu ikke, om projektet som helhed vil bære eller kollapse under sin egen vægt, som så mange af den slags projekter har gjort gennem tiderne. Som album betragtet er det en fornøjelig plade, som har både lidt fest og lidt hjemlig hygge i sig. Som værk er det ufærdigt, og som nævnt ville en iscenesættelse være helt på sin plads. I hvert fald hvis historien holder, hvilket vi heller ikke ved noget om endnu.

Derfor skal der lyde en forsigtig anbefaling, både til nye og gamle fans, for det er en fin plade med mange detaljer og en god portion sort humor. Ligesom vi kunne forvente. Indtil videre kan vi som altid glæde os over deres fantastiske koncerter, som sidst på hjemmebanen i Vega 9. marts.

★★★★☆☆

Deltag i debat