Nyheder

Mechanical Bird live i Århus

Skrevet af Mattias Smidt

Jakob Brixens, som bl.a. også spiller med i det højaktuelle band Hymns from Nineveh, spiller med sit soloprojekt torsdag den 24. marts i Stakladen i Århus.

Jakob Brixens soloprojekt Mechanical Bird spiller en af sine sjældne koncerter på torsdag den 24. marts i Stakladen i Århus.

Bandet har tidligere udgivet en fuldlængde og en ep i form af albummet 11 Songs for Perchers tilbage fra 2007 og senest ep’en Daughter of the Wind fra 2010, der blevet taget vel imod af Undertoners anmelder.

Mechanical Bird ligger p.t. nummer et på Det elektriske barometer, hvor de for tiden har en lille duel med sig selv og vennerne fra Hymns from Nineveh. Det er nemlig ikke kun Jakob Brixen selv, der både figurerer i Mechanical Bird og Hymns from Nineveh. Det lille kluddermor-glade kollektiv tæller også navne som Christel Winther (med projektet I et stille hus, som også står for opvarmningen ved Århus-koncerten) og Andreas Brixen (forsanger i Bodebrixen).

Hvis man er københavner og ikke lige befinder sig i smilets by på torsdag, skal man dog ikke fortvivle. Mechanical Bird spiller nemlig koncert på Huset i Magstræde den 14. april sammen med Munich-forsanger Mikael Kærsgaards soloprojekt Kites and Komets.

Deltag i debat