Plader

Nikolaj Nørlund: Kom med et bud EP

Skrevet af Jacob Aksglæde

Selvom Nørlund aldrig kommer med nogle hits, så er hans udgivelser oftest langt over standarden, bl.a. fordi han altid overrasker. Men kan Nørlund holde niveau igennem en hel ep med fortolkninger af gamle danske slagere?

Navnet Nikolaj Nørlund er, på trods af udeblivende hits, efterhånden et genkendeligt navn. Ud over at være udøvende musiker er Nikolaj Nørlund også en anerkendt producer, der har stået bag navne som Jens Unmack og I Got You on Tape. Sidste år producerede han noget så uforudsigeligt og dog så klichéfyldt som et julealbum. Nørlund havde, blandt meget andet, fået det respekterede indieband Figurines til at spille den glimmerbesatte Mariah Careys “All I Want for Christmas Is You”. Ganske rigtigt var det en stor mundfuld for smagsdommerne rundt om i landet, men det er nu engang det, Nørlund kan – servere en ret, der ikke er på menuen.

Selvom Nørlund er en fremragende sangskriver og har udgivet en lang række gode værker, så vader han ikke ligefrem i hits. For at sige det ligeud, så er der overhovedet ingen hits i den traditionelle forstand i hans bagkatalog. Derfor kunne kynikeren mistænke den efterhånden aldrende sangskriver for at gribe fat i allerede færdigskrevne, populære hits og på den måde at være sikker på, at han langt om længe fanger danskernes opmærksomhed. Det kunne være et trist marketingstrick fra en udbrændt kunstner, men tilfældet er heldigvis et helt andet på Kom med et bud.

Kun bevæbnet med sin guitar, sin overlegne charme og umiskendelige vokal maner han en ny følelse og stemning i de efterhånden slidte numre, der ellers kun burde spilles af røvballebands og skråles med på af et publikum, der for længst har afleveret deres bilnøgler til bardamen. Med numre som ”Smilende Susie” kunne han måske have fået et hit i radioen, men når han vælger at lave en rusten indspilning med en enlig guitar uden band, er det, som om Nørlund slet ikke er interesseret i den slags succes. I stedet prioriterer han heldigvis at lave de slidte hits om til frugtbare numre, man kan holde ud at høre på igen.

Nørlund tager succesfuldt fat i en sang som ”Ensomhedens Gade # 9” af John Mogensen og vender vrangen ud på den originale indspilning for at udstille de skjulte og skrøbelige følelser. Denne taktik benytter han også på sangene ”To lys på et bord” af Otto Brandenburg og ”Rør ved mig” af Lecia og Lucienne. Selvom han ikke spiller perfekt hele vejen igennem, fungerer den enlige guitar uden band rigtig godt, fordi den sætter vokalen og teksten i fokus. Desværre er den enlige guitar både fordelen og ulempen. Sangene kommer hurtigt til at ligne hinanden for meget, og det bliver derfor nogle gange lidt uklart, hvilken sang man egentlig hører. Det burde ikke være tilfældet, når man tager fat på så store slagere, så visse steder kunne pladen have nydt godt af, at Nørlund havde nuanceret udtrykket mere.

Måske har Nørlund i et kynisk øjeblik fyret bandet, sluppet for at betale deres lønninger og strikket en ep sammen med allerede kendte og folkekære numre for at få solgt lidt mere. Måske, måske ikke. Jeg ved kun, at Nørlunds nye overraskelse langt det meste ad vejen fungerer, og at sangene nu har fået lidt flere leveår.

★★★★½☆

2 kommentarer

  • “efterhånden et genkendeligt navn”…den bemærkning havde givet mening i…lad os sige…1996. Altså, come on; jeg husker fx et fem minutters indslag om Nørlund i 19Nyhederne på Tv2 på udgivelsesdagen for “Nye Optagelser”. Manden var allerede da virkelig et navn. Så frem for at beskrive Nørlund som “efterhånden genkendelig” (et i øvrigt meget lidt sigende udsagn! Hvad implikerer det?), burde man nok nærmere holde sig til realiteterne, som er, at Nørlund er noget nær en godfather på den danske indie-scene. Kommercielt relevant? Nej. Endda i stadig mindre grad, som årene er gået. Så hvem er det, Nørlund er blevet efterhånden genkendelig for…? Anmelderen selv?
    Well, jeg videresender min ros for at anmelderen tager dette lidt oversete sidespring op. En Nørlund-ep med gamle danske sange? Ikke just talk of the town anno 2011…:)

  • Jeg er lidt på dit hold her Julian. Der er jo ikke noget direkte forkert i at sige at Nikolaj Nørlund er et genkendeligt navn – for det er han da, bevares – men hvis man kigger på den brede danske musikscene, så fylder han ikke meget. Hvis man derimod hører indie, er han noget mere end genkendelig.

Deltag i debat