Plader

Peaking Lights: 936

Skrevet af Daniel Heydorn

Der kombineres tunge basgange, garageæstetik og solbagt, psykedelisk popmusik på denne perfekt eksekverede sommerplade fra spøgelses-dubbens Beach House.

Mand/kone-duoen Peaking Lights har en række mindre udgivelser bag sig, der hovedsageligt er udkommet på venner og bekendtes mere eller mindre obskure pladeselskabsforetagender, men med den Not Not Fun-udgivne 936 træder parret ind på den størst mulige scene, man som instrumentbyggende dub-pop-særlinge kan gøre sig håb om. Parret er DIY ind til benet, og det bemærkelsesværdige ved de tidligere udgivelser har da også været den udpræget organiske lyd, de formår at presse ud af de synths og anden elektronik, som Aaron Coyes, duoens mandlige indslag, ofte selv lodder sammen af andres kasserede elektriske udstyr.

I modsætning til tidligere, hvor retningsløse synth-opvisninger og ufokuserede opbygninger prægede en del af materialet, fremstår duoen på 936 som en velsmurt og præcist doserende groovemaskine, der forstår at lade de drømmende og sødmefulde vokalbidrag lette lidt på den døsige ekkotåge i de rigtige momenter. Det modernitetsfjendtlige ægtepars musik har tidligere rummet både langstrakte synthflader og rumklangsbadet støjpop, men på 936 er der for første gang ét tydeligt fokus: Jamaica. Den ekkoende instrumental-reggae er hjørnestenen gennem samtlige otte numre og fungerer fint som konstant i den jagt på doven, solbeskinnet lyksalighed, der virker til at være pladens sigte.

Man aner det ved blot at kaste et blik på tracklisten. “Synthy”, “Amazing and Wonderful”, “Summertime”. Disse titler fortæller med stor tydelighed, at der ikke er det store at fortælle. Det er dog næppe hverken tilfældigt eller et udtryk for manglende opfindsomhed. Snarere stiles der bevidst efter æstetikken i den dubmusik, udgivelsen er én lang besyngelse af. Her er traditionen rytmisk, jammende og fysisk, hvorfor det naive og ligefremme indhold i både 936’s titler og tekst ligger i fin forlængelse uden dog at føje noget som helst til den samlede oplevelse. Vi har at gøre med en udadvendt, social og ikke-intellektualiseret musikform, hvis eneste reelle favntag med noget åndsligt på pladen er den transcendentale karakter, der med de repeterende, psykedeliske guitar- og synthfigurer synes tilstræbt. Peaking Lights virker konsekvent optaget af et singulært og glædessøgende udtryk modsat eksempelvis inspirationskilden og pladeselskabskollegaen i Sun Araw, hos hvem dub-inspirationen gøres mangefacetteret og skjuler et helt andet mørke, dybde og rum.

Pladens inciterende puls er den tunge og dovne bas, der fra pladsen centralt i lydbilledet insisterende lader sine stumpe, tranceinducerende riff banke mod numrenes støvede fernis af hjemlig analogi. Den væsentligste attraktion hos Peaking Lights har fra første kassettebånd været den uhørt varme, fyldige lyd, parret har frembragt med losseplads-synths og hjemmelavet elektronik, og den bastunge dub er på mange måder det perfekte soniske rum til de oscillerende sommertemaer. Desværre er dubformen også en strukturel sovepude, idet lysten til nærlytning langsomt går op i røg i takt med nummer på nummer med samme kælne basfigurer og legende lillepigevokal.

Homogeniteten er så stor, at det er svært at udpege tydelige højdepunkter, men modsat er der heller ikke andre svagheder end de, der er indeholdt i selve musikkens præmis. Som titlerne antyder imiteres den jamaicanske musiks ubekymrethed og mangel på kompleksitet og svinkeærinder konsekvent. Og tilsat et perfekt drejet lydbillede og den for Not Not Fun-selskabet typiske, moderne outsider-psykedelia er resultatet absolut fornøjeligt. Der er efterhånden trængt på den amerikanske slacker-dub-scene, men med 936 lykkes det på fornuftig vis Peaking Lights at gøre krav på en af de sidste ledige pladser.

★★★½☆☆

Deltag i debat