Plader

Queens of the Stone Age: s.t.

Skrevet af Zenia Menzer

Dronningerne af stenalderen er vendt tilbage til oprindelsesdagene og smider deres selvbetitlede debutalbum på gaden endnu en gang – denne gang med numre, der ikke nåede med i første cut.

»I want to create a heavy sound based on a solid jam, just pound it into your head.« Udtalelsen kommer fra frontmand, forsanger og guitarist i Queens of the Stone Age, Josh Homme, og med genudgivelsen af deres første album plejer han egentlig sine interesser ganske godt. Pladen er et habilt stykke rock, der fortjener at blive smidt i hovedet på de lyttere, der endnu ikke er bekendt med det – og fans, der måske ikke har givet det nok opmærksomhed. Samtidig er der tre nye numre på: ”The Bronze”, ”These Aren’t the Droids You’re Looking For” og ”Spiders and Vinegaroons”, som ikke blev frigivet med pladen i 1997, da bandet officielt så dagens lys.

Inden da havde Homme været involveret i bandet Kyuss, som på mange måder præger den lyd, der findes hos QOTSA. Samtidig har QOTSA udmærket sig ved en tilgang til musikken, der er mere åbenlyst rå og kantet end den, man finder hos Kuyss, men indflydelsen ligger ikke langt væk, og det er ikke vanskeligt at høre, hvor den kommer fra.

De to numre ”The Bronze” og ”These Aren’t…” flyder ind i albummet, som om de aldrig havde været udeladt, hvorimod ”Spiders and Vinegaroons” i højere grad er præget af lyden fra Kyuss, og sidstnævnte nummer rammer ikke samme niveau som de andre nytilkommere. Nummeret bliver med sin lange opbygning og elektroniske lyd en smule adskilt fra den lyd, man normalt kender QOTSA for, og det er ikke svært at høre, hvorfor det blev udeladt på debutpladen. De to øvrige numre emmer derimod af den rock, dronningerne er kendt for.

”The Bronze” anføres af gedigne guitarriff og -soloer, der sammen med trommerne i høj grad sætter tempoet og dagsordenen for bandets stil. Homme står som modstykke til dette med sin karakteristiske monotone og kølige vokal, og tilsammen skaber det et udtryk, der definerer QOTSA som et klassisk rockband med den rette mængde attitude og en fingerspidsfølelse, der lige så godt kunne være hentet i rockens 60’er- og 70’er-rødder.

”These Aren’t…” har derimod en lidt rodet opsætning, der vokalløst fører lytteren igennem et nummer, som på nogle måder minder om en tur i øvelokalet. Selvom nummeret besidder en god og rocket lyd, føles det lidt identitetsløst, og det er ikke et nummer, man sætter på for at høre, hvad bandet kan. Sammenhængen er svær at finde, og det virker mere eller mindre tilfældigt, hvad der foregår. På trods af QOTSA’s meget kendetegnende guitarlyd, mangler der ganske simpelt noget, når Hommes vokal udelades, og lyden opnår ikke tilnærmelsesvis samme flabede karakter. Dette er også karakteristisk for de andre numre, vokalen er udeladt på, men de har dog en mere struktureret opbygning. Alligevel trækker de rent instrumentale numre helhedsindtrykket ned, fordi de forekommer ligegyldige.

Overordnet er pladen dog stadig et lækkert eksempel på, hvad QOTSA formår, og den kraftfulde og upolerede lyd er ikke blot særligt for deres første studiealbum, men har mere eller mindre fulgt bandet gennem samtlige udgivelser. Selvom lyden smidigt og elegant flyder, er der noget klædeligt tungt over den, hvilket ikke kun placerer bandet i den tungere ende af rockspektret, men også på en hylde for sig.

★★★★½☆

3 kommentarer

  • at QOTSA skulle ha en mere rå lyd en Kyuss, kan jeg eddermugme ikke genkende – tværtimod tangerer den en væsentlig renere og mere poleret lyd end de originale ørkenbastarder. Mere kant ja, for den er ikke så udflydende som Kyuss, men rå – nixen nej!!

  • @ Morpheus: QotSA har klart en mere poleret lyd end Kyuss, men hvis Zenia med ´rå´mener en lyd der, som en rå væg, er bar for tidligere tiders dekorationer og syrede idéer, er hun altså på rette spor.

Deltag i debat