Plader

Sky Architects: The Reflection EP

Skrevet af Anders Büchert

Århusianerbandet Sky Architects bevæger sig i postrocken med smukke, intense og dragende lydflader. Et udtryk, der mestendels fungerer for dem, men som fra tid til anden dog skæmmes af den kedsommelige vokal.

Der er nok de færreste herhjemme, der kender Sky Architects. Alligevel har Århus-kvintetten siden deres selvbetitlede debut-ep i 2008 opnået en udmærket grad af succes på grund af et internationalt salg af selvsamme debut samt på grund af opvarmningstjanser for markante navne som 65 Days of Static, Andsoiwatchyoufromafar og Caspian. Nu er de på gaden med opfølgeren, der ligeledes er en ep, og den har fået titlen The Reflection.

Det er da også forståeligt, at gruppen ikke er faldet totalt igennem. Udtrykket på The Reflection er nemlig særdeles potent og aggressiv postrock, og århusianernes dragende og episke kompositioner er helt igennem kompetente på hele udgivelsen. Som et dansk svar på Mogwai eller netop Caspian er det storslåede, instrumentalprægede sange, der udgør hovedkernen af lydbilledet. Vokalbidraget udgør ganske vist også en solid procentdel af numrene, men det er på ingen måde her, Sky Architects’ force ligger – tværtimod. Det kommer ret tidligt til udtryk. For man skal kun forbi den et minut lange, stemningsskabende og sfæriske åbner, før ”This Day on Our Side” starter ud med et slagkraftigt, metalagtigt støjstykke, og Stefan Fasts vokal sætter ind. Og hvor det ganske vist ikke er et ringe vokalarbejde, han her leverer, så et det heller ikke mærkbart imponerende. Dertil er det for intetsigende, fordi nerven på ingen måde kan leve op til de billedskønne og voldsomme støjinfernoer, musikken ellers besidder, og som i sig selv er gåsehudsfremkaldende.

Tilfældet må siges at være det samme på ”These Walls”, ”Cave In” og ”Burst”, hvis interessante strukturer alle har klimakurver, der konstant svinger op og ned og sørger for et utal af forløsninger, der nærmest ville være tilstrækkeligt for et fuldt album. Selvom sangene strukturmæssigt helt klart er relativt forskellige, er det alligevel de samme afgørende faktorer, der driver hvert enkelt nummer, og her kunne man måske klandre kvintetten for ikke at turde prøve nok og i stedet holde sig til den sikre variation i intensitet frem for noget andet. Og på trods af at sidste nummer, ”Burst”, varer hele 8 minutter, er det her præcis det samme, der gør sig gældende. For som en lignende version af Texas-bosatte This Will Destroy You er de, ligegyldigt hvad de selv siger, tro mod postrocken og dens varemærker. Og det er effektivt – men ikke pokkers nyskabende.

Det skal dog slutteligt nævnes, at det af pressematerialet fremgår, at produceringsmetoden til ep’en bevidst har været at indspille det hele live med det formål at fange atmosfæren, der er i sådanne situationer. Et fornuftigt træk af gruppen, der, om end de ikke er nyskabende, bestemt serverer en omgang solidt håndværk, som utvivlsomt må tilhøre noget af det bedste, Danmark har at tilbyde inden for postrocken.

★★★★☆☆

Deltag i debat