Koncerter

Søren Huss, 17.03.11, Store Vega, København

Skrevet af Signe Palsøe

Søren Huss’ koncert i Store Vega var ikke noget, der afslørede nye vinklinger af musikken fra hans soloalbum, men godt selskab og velspillet pop var nu også nok til at gøre det ud for en fin koncert.

Fotos: Sara Jeffries

»Hallo, I dér! Skulle I ikke finde jer et hotelværelse?« Antallet af kurrende kærestepar, der torsdag beslaglagde gulvpladsen i et totalt udsolgt Store Vega, vidnede med al ønskelig tydelighed om den status, Søren Huss med Saybia har haft på de danske musikscene i løbet af det forgangne årti. Som nationale bannerførere for den melankolske, ekstremt patosladede, men også temmelig hule kærlighedssang må det hedengangne band i tidens løb have ageret soundtrack til sin andel af tabte mødomme og blomstrende kærestesorger rundt om på landets teenageværelser. Var man mødt op med ønsket om at genopfriske minder forbundet med soundtracket til sin ungdom, måtte man nok nu forlade Vega med uforettet ærinde efter torsdagens koncert.

En ting er naturligvis, at Huss’ mørke plade Troen og ingen fra sidste år om at have døden helt inde på kroppen rent tematisk ikke lægger op til kurmageri eller kæresteaftener, men musikkens virkemidler fordrer ligeledes, at lytteren afsætter den fornødne opmærksomhed til at høre efter. Nok opererer Huss endnu med en variation af den pop/rock-lyd, der altid har fulgt ham, men selvom hans soloprojekt rummer de hidtil mest velkomponerede melodier og arrangementer fra hans hånd, er det især musikkens lyriske aspekter, der træder frem. Med et gennemgående ekstremt metaforisk greb på de sungne ord antager Troen og ingen nærmere karakter af lydlig prosa end af selvbiografiske notater, og derfor bliver pladen aldrig så udpenslet i sine formidlinger, at det kan virke afskrækkende. I stedet står man med en samling velskabte popsange med et passende melankolsk islæt.

Med fokus på en behagelig kontakt med publikum og melodi frem for melankoli lå koncerten i Vega således godt i forlængelse af pladens dyder. Det var ikke mange nye facetter, Huss og band tilføjede musikken på scenen, selvom enkelte numre ganske vist nød godt af en mere atmosfærisk bund, og især “Fra tanke til…” udmærkede sig ved et længere, decideret horror-præget atmosfærisk klaverstykke. Som ved enhver god popkoncert var det nærmere showmanship, der tilføjede en ekstra dimension til musikken, hvis man da kan bruge den betegnelse om Huss’ vældig gemytlige selskab.

Han havde nu også fået sig et udpræget modtageligt publikum at arbejde med. Ved hver en kommentar fra scenen opstod spontan og ikke altid lige motiveret latter, og selvom koncerten til tider kunne få et lige vel kraftigt element af feelgood, var man bestemt i godt selskab, når Huss oprigtig interesseret og beæret konverserede med publikum eller takkede for det store fremmøde.

Gennem lige dele eftertænksomme beretninger relateret til Troen og ingen og historier om lydmandens ikke videre stuerene omskrivninger af tekstmaterialet fra selv samme plade opstod således en tilpas afslappet atmosfære til at engagere sig i den musik, der trods alt også blev tid til at fremføre. Bag guitar og keyboard arbejdede Huss sig mere eller mindre kronologisk gennem alle numrene fra sit soloalbum samt en række nye sange, der med tekster om blandt andet opvask fremstod ikke så lidt mere jordbundne end resten af aftenens sæt.

Huss og band formåede med denne fremgangsmåde at skabe en rigtig fin variation i både musik og atmosfære torsdag aften. Nok var det småt med øjenåbnere på den lydlige front, og måske kunne duetten med Julie Maria fremstå som lige vel dansk middelmådig-rocket, men det er næppe noget, der har skabt større afsavn blandt publikum. Velspillet pop og vedkommende selskab var rigeligt til at gøre det til en fin koncert for de fleste – måske lige bortset fra dem, der var kommet for at kysse.

★★★★☆☆

Leave a Reply