Plader

The Low Anthem: Smart Flesh

Skrevet af Camilla Grausen

The Low Anthem har indspillet et rigtig fint folk-album i en nedlagt pastasauce-fabrik. Blandt lidt for meget country og lidt kedsommelighed overrasker bandet med både Arcade Fire’sk lidenskab og stille hymner.

The Low Anthem spiller folk og americana, som der er noget rustikt, trygt og ærligt over. Kvartetten fra Providence, Rhode Island, er et band, der trækker på de velkendte amerikanske folk-rødder og gør det rigtig overbevisende. Dét fik publikum ørerne op for i 2008, hvor The Low Anthem brød igennem med albummet Oh My God, Charlie Darwin. Nu er de tilbage med opfølgeren Smart Flesh, der primært er indspillet i en nedlagt pastasauce-fabrik på Rhode Island. Ja, hvorfor ikke?

The Low Anthem består af de fire multiinstrumentalister Ben Knox Miller, der også er den primære forsanger, Jeff Prystowsky, Jocie Adams og nytilkomne Mat Davidson. Denne nye kvartet åbner albummet med en omgang god gammeldags, amerikansk country og blues på ”Ghost Woman Blues”, hvor Miller og klarinetten klager om kap. Nummeret er et cover af et gammelt bluesnummer af George Carter. Så er rødderne ligesom slået fast på et album, der undervejs minder om en mange af de gode, gedigne amerikanske og canadiske folk/rock-sangskrivere som Bob Dylan, Neil Young, Leonard Cohen og Bruce Springsteen.

The Low Anthem leger med folk- og country-lyden og bruger sav, pedal steel, jødeharpe og gamle trædeorgler. Samtidig bruger bandet aktivt den tomme fabrikshal i lydbilledet, hvor de bl.a. har eksperimenteret med at stille mikrofonerne op meget langt fra instrumenterne, så lyden kastes tilbage fra fabrikshallens bare vægge. Det giver en særlig rumklang til hele albummet. Især på titelnummeret leger bandet med nærhed og afstand, som indspilningstedet kan give dem – hvor instrumenterne lyder fjerne, mens Miller synger helt ind i mikrofonen og meget tæt på lytteren. I det hele taget snøvler Miller jævnligt, ligesom Bob Dylan, men ellers er hans vokal varm, rund og dyb – som her, hvor det netop står i fin kontrast til de instrumenter, der klinger på afstand.

Indimellem lyder albummet i mine ’sofistikerede europæiske ører’ en tand for meget af oldschool sydstats-country. Når jeg pludselig synes, min stue lugter af halm, og mine hjemmesko føles som cowboystøvler, og kaffen smager af whiskey, kan jeg mærke, at det er ved at blive lidt for meget for mig. Det gør det bl.a. på albummets to første numre. Men så overrasker The Low Anthem i den grad med tredje nummer, ”Boing 737”, hvor vokalen lyder som The Walkmens Hamilton Leithauser og musikken som Arcade Fire. Tempoet er sat op, og med samme intensitet og nødvendighed som hos Arcade Fire synges der sandsynligvis om 11. september: »I was in the air when the towers came down in a bar on the the 84th floor.« Det er et atypisk nummer i forhold til resten af Smart Flesh, men midt i den afdæmpede folk er der en kraft, som gør det til albummets bedste.

På ”Love and Matter” blander kvindestemmer sig med lyse mandestemmer, og en akustisk guitar gør sammen med fabrikkens rumklang nummeret til en stille hymne, ”Matter of Time” er en slags trædeorgelsballade, og ”Wire” et instrumentalt nummer, der lægger sig blødt omkring lytteren og tillader vedkommendes tanker at flyve. Det er fine øjeblikke. Men ikke mindst på albummets anden halvdel bliver det efterhånden en smule kedeligt. Lidt ligesom det efter sigende var, da bandet sidste år gav koncert på Loppen i København.

Dog vil jeg stadig gerne skrive under på, at The Low Anthem og deres pastasaucefabrik-album er et af de bedste nutidige bud på moderne folk og americana – solidt funderet i folk-rødderne, men også ærligt og ukunstlet. Og bestemt værd at investere i.

★★★★☆☆

Deltag i debat