Plader

The New Spring: s.t.

Forårets komme fejres af Bastian Kallesøe med en samling sange om kærlighedens væsen. Det er et overvejende opløftende bekendtskab.

Vi befinder os i perioden mellem vinterens afslutning og forårets spæde begyndelse. Her fra mit vindue kan jeg se solens stråler bryde gennem et tungt skydække. En digterspire kunne sikkert have fortsat tankerækken, men i stedet går det op for mig, at tidspunktet for udgivelsen af The New Springs selvbetitlede debutalbum er velvalgt. For albummet passer godt til  denne mellemperiode, hvor det varme vejr venter forude, og vinterdepressionen slipper sit tunge tag i kyniske musikanmeldere.

Albummet er nemlig tænkt som et studie i ethvert kærlighedsforholds startperiode. Ikke den deprimerende slutning, men den spæde begyndelse, hvor forventningens glæde stadig råder. Her hersker kærlighedsoder fyldt med forventninger. Sanger og bagmand bag projektet Bastian Kallesøe forsøger gennem sin stemme, sin guitar og bidrag fra gode venner at lave tidsløse sange om kærlighedens væsen. Man bliver jo helt varm om hjertet, når man møder sådan et projekt. Og som anmelder også en smule skeptisk.

Heldigvis summer albummet faktisk af livsglæde og positive forventninger. Der råder ikke en lalleglad stemning, og man mærker en dybfølt oprigtighed. Et sådant projekt kunne nemt ende som en ironisk stiløvelse, men i stedet formår Kallesøe at fremstå som en oprigtig poet, der kan være følelsesladet, uden det virker påtaget.

Styrken og svagheden ligger i musikken. Det musikalske udtryk placerer sig et sted blandt Leonard Cohen, Iron & Wine, The Rumour Said Fire og Fleet Foxes. Den akustiske guitar er i centrum sammen med Kallesøes skrøbelige vokal. Fingrene på gribebrættet finder inspiration i folkemusikken. Arrangementerne er ofte nedbarberede, så der kun er guitar og vokal tilbage. En sådan tilgang kræver både melodisk sans og stemmepragt. Jeg synes, at den melodiske sans er til stede, men til tider bliver sangene simpelthen for ensformige. ”Barricades” er et eksempel, hvor manglen på variation tester lytterens tålmodighed. Det er en kunst at skabe musik ud af få melodistumper, men her lykkes det ikke altid. Men det lykkes heldigvis på flertallet af numrene.

Bedst er sangene, når melodien og guitaren hjælpes på vej af trommer, klaver og korsang. Det skaber en progression i sangene og hjælper med at opbygge stemningen, til den kulminerer. Kallesøe er simpelthen bedst, når han akkompagneres af vennerne. De giver sangene en dynamik, der nemt kan forsvinde, når han lades alene tilbage med guitaren.

Jeg er i syv sind, når det gælder vokalen. Den er fikspunktet på pladen, så den er ikke let at komme udenom. På den ene side kan jeg lide, at den er upoleret. Ikke rå, men med et særligt idiosynkratisk præg. På den anden side er Kallesøe uortodoks og svævende i sin stemmeføring. Nogle gange er han bagved rytmen, nogle gange foran. Andre gange lader det til, at han snubler let over ordene. Som om han pludselig har for meget på hjerte. Groft sagt er han ikke nogen stor sanger i traditionel forstand, men han har en unik stil a la Leonard Cohen (dog ikke i samme dybe register, tværtimod), som man enten elsker eller hader. Der er nok ingen mellemvej her.

Alligevel hersker der ikke megen tvivl om, at man skal være en slem kyniker for ikke at finde flere lyspunkter end fejl på denne udgivelse.

★★★★☆☆

1 kommentar

Deltag i debat