Koncerter

The Radio Dept., 17.03.11, Voxhall, Århus

Det var hverken udadvendthed eller lyst til at trække affæren i langdrag, der kendetegnede koncerten med svenske The Radio Dept. I højere grad fik vi professionalisme, shoegazer-rock og trommemaskine-pop af høj kvalitet.

Fotos: Peter Christiansen, Voxhall

Det var hverken udadvendthed eller lyst til at trække affæren i langdrag, der kendetegnede koncerten med svenske The Radio Dept. Vi fik heller ikke hverken smalltalk mellem numrene eller ekstranumre, da bandet efter lidt over fyrre minutter en efter en takkede af og forlod Voxhalls scene under koncertens sidste nummer “Closing Scene”. Til gengæld fik vi fornuftige udpluk fra bandets bagkatalog, og blandingen af det støjende materiale fra debuten Lesser Matters (2003) og de sløve, men raffinerede dansegrooves og halvfemsersynths fra efterfølgerne Pet Grief (2006) og Clinging to a Scheme (2010) satte da også en tyk streg under, hvor stærkt et bagkatalog bandet har opbygget gennem deres relativt korte karriere.

Ud over det aktuelle opsamlingsalbum Passive Aggressive: Singles 2002–2010 har Lund-trioen udgivet tre albums og fire ep’er. Ligesom antallet af medlemmer er reduceret fra fem til tre, er genren skiftet fra tyk, støjende shoegazer-rock på Lesser Matters til drømmende og mere minimalistisk trommemaskine-pop på Pet Grief og Clinging to a Scheme. Bandet udmærker sig ved deres evne til at sammensætte enkle akkordskemaer på en original og raffineret måde, og så er deres ofte iørefaldende sange altid indhyllet i en gennemført og kompromiløs produktion. Blandt andet er sanger og guitarist Johan Duncansons vokal notorisk lav og omsluttet af så meget rumklang og andre effekter, at den nærmest forsvinder ind i det øvrige lydbilledes klangunivers, hvormed den bidrager til at give gruppen deres kendetegnende drømmende og ambiente udtryk. Musikken er på mange måder dansemusik, men produktionen, de sløve tempi og de mange molakkorder giver den et melankolsk præg — og så er der noget ved synergierne mellem de mange udstrakte klangflader fra guitar og synths, der gør musikken hypnotiserende og til tider lettere psykedelisk.

Badet i rødt lys åbnede bandet, som ud over Duncanson består af Daniel Tjäder (skiftevis på guitar og bas) og Martin Larsson (som spillede synths og via laptop aktiverede trommespor og anden ekstra instrumentering), med “Freddie and the Trojan Horse”. På nær under Pet Grief-favoritten “The Worst Taste in Music”, hvor der til stor morskab for Martin Larsson gik kludder i backtracket, blev koncerten leveret med neutrale ansigtsudtryk og koncentreret, men afslappet attitude. At intentionen var, at vi skulle lade os henfalde til musikken og ikke til menneskerne bag den, skinnede tydeligt igennem.

“Freddie and the Trojan Horse” blev efterfulgt af det fremragende nummer “This Time Around” fra Clinging to a Scheme, hvor de maskinelle rytmer og toner fra bandets nutid dynamisk kolliderer med de skærende guitarer fra bandets fortid. Således kom koncerten rigtigt godt fra start.

Dernæst ramte den lettere kedelige “The New Improved Hypocracy” og den for mig at se lidt for bastante og umiddelbart poppede “David” dog en smule ved siden af. Men efter denne heldigvis korte ekskurs ud i dødvande blev hakken solidt plantet i guldåren, og publikum fik serveret stribevis af hits. Blandt disse var Pet Grief-højdepunkterne “I Wanted You to Feel the Same” og “Worst Taste in Music” samt mine personlige favoritter “Keen on Boys” og “Ewan” fra debuten. Det største publikumsbifald kunne bandet dog høste, da de kort før de gik af scenen satte luft under “Heaven’s on Fire”, der på dekadent vis indhyller 90’er-lydende synthstabs og et stramt dancebeat i flydende klangflader og effekter. Denne blev naturligt efterfulgt af den dubbede “Never Follow Suit”, hvor studieudgavens samplede graffiti-monolog (fra filmen “Style Wars”) desværre manglede. Forinden havde bandet udmærket sig med smukke versioner af de afdæmpede ”Domestic Scene” og ”You Stopped Making Sense”, hvorved det dansevenlige beat i ”Heaven’s on Fire” faldt på et tørt sted.

Da bandet gik af scenen, efterlod de publikum sultne efter mere. Nogle buede sågar, da tæppet efter fem minutters taktfaste klapsalver og tilråb faldt ned foran scenen. Jeg synes også godt, at bandet kunne have givet os lidt mere, men i det store og hele virkede publikum, som under koncerten var muntre og velvillige til at give sig hen til musikken, godt tilfredse. Jeg hørte dog flere beklage sig over koncertens længde, men det så ud til, at publikum trods alt havde befundet sig godt i den tid, koncerten varede. En kort koncert var måske også, hvad man kunne forvente af et band som The Radio Dept.? Alt andet lige, så synes svenskerne i hvert fald at fokusere mere på studiets mulighed for fordybelse end koncertsituationens mulighed for kontakt med publikum – noget, der i hvert fald ikke var meget af denne aften. Hvor pladerne bærer præg af, at hver detalje i musikken og produktionen er uhyre gennemtænkt, så virkede sceneshowet – eller manglen på samme – mest bare som et forsøg på at genskabe pladerne så godt som muligt. Samtidig er der dog også noget dejligt befriende ved bandets no nonsense-indstilling om bare at lade musikken tale. Om ikke andet, så var det koncentration i gengivelsen af numrene frem for ligegyldighed, der så ud til at ligge bag de neutrale ansigtsudtryk.

★★★★☆☆

Deltag i debat