Plader

Toro Y Moi: Underneath the Pine

Andet album fra halvt filippinske, halvt afroamerikanske Toro Y Moi præsenterer en tilbageskuende lyd, der giver reminiscenser af Beach Boys og fordums tiders psykedelia tilsat et snert dansegulvsalkymi.

Toro Y Moi, alias Chazwick Bundick, har udgivet sit andet album, der stilmæssigt distancerer sig en smule fra den chillwavebølge – kendetegnet ved en ekstensiv brug af synthesizere, vokalfiltre, looping, sampling osv. – som Toro Y Moi landede lige midt i med sin debutplade Causers of This fra 2010. Der er nu skruet ned for det drømmende udtryk og op for en afart af dansevenlig garagedisco. En original lyd, der allerede giver sig til udtryk på åbningsnummeret ”Intro/Chi Chi”, som med sin dystre, indistinkte bjælden, der efterhånden transformeres til et tilbagelænet, halvcubansk groove af bas og perkussion, fænger og udfordrer lytteren. Fluks bliver man efterfølgende kastet ud i en pumpende discoaffære i form af andensinglen ”New Beat”, der lokker én på dansegulvet med sit intense, legende synthesizertema og inciterende basgang.

Generelt kan man sige, at Underneath the Pines bærende elementer i særdeleshed er synthesizer, bas, tromme og selvfølgelig Bundicks runde vokal. Pladen bæres i høj grad af den karakteristiske vokal, men den fungerer helt sikkert også uden, for musikken er skruet godt sammen. Det fornemmer man især på nummeret ”Divina”, hvor det bliver fastslået, at den vokalløse, instrumentale del af Toro Y Mois musik sagtens kan stå alene. Det udvikler sig til en svævende luftpude af vellyd, der lader dagdrømmeriet flyve mod nye højder. Dejligt, at en indieplade kan levere musik til alskens refleksioner over livets herligheder.

På numrene ”Got Blinded” og ”How I Know” lyder de flerstemmige, beachboyske vokalharmonier for fuld udblæsning. Musikken er opdateret til noget mere samtidsklingende, men den psykedeliske lyd er bibeholdt. Det hele er udført med tilfredsstillende overbevisning og autenticitet, som det nødvendigvis kræver at gå i fortidens heltes fodspor, hvorfor pladen i vid udstrækning lykkes rigtig godt.

Når man lytter efter sammensætningen af de forskellige numres elementer, så benytter de fleste af Toro Y Mois sange langtfra den vanlige opskrift. Her eksperimenteres med disharmoniske nuancer, når øret forventer harmoniske, fløjlsbløde toner. Intensiteten bølger ligeledes op og ned og gør sig bemærket med afspænding, der som ved et trylleslag afløses af musikalske spændinger. Det gør, at flere af numrene skal gennemlyttes mange gange på stereoanlægget, før de åbner sig op, og man kan nyde dem til fulde.

Ovenstående gælder dog ikke for alle numre på det ellers så vellydende album. På den sidste fjerdedel af pladen er der et par numre, som ikke har den samme kant som resten af skiven. ”Light Black” bliver i længden en monoton ballade, der heldigvis finder sig et velskåret klimaks med hjælp fra en halvforkølet synthesizer og en forvrænget basgang. Den afsluttende ”Good Hold” mister momentum halvvejs og har ikke den samme melodiske kvalitet, som præger mange af de andre skæringer. ”Still Sound” redder dog meget af alt det, der lige forinden er gået tabt – en sand invitation til at kridte danseskoene og få hevet et individ af det modsatte køn op til en gang indiesvingom.

Bortset fra et par uslebne skæringer har Toro Y Moi bedrevet et godt og velarrangeret album. En anke er, at man kan tvivle på musikkens holdbarhed på længere sigt. Underneath the Pine en del af en populær bølge af elektronisk indie, der nyder godt af at være hypet, men som også har en række kvaliteter ved både at være god til festlige lejligheder og indeholde eftertænksomme toner og tyngde. Den ukendte holbarhedsdato ændrer dog ikke ved, at Underneath the Pine er et spændende, vellydende og originalt bekendtskab.

★★★★½☆

Deltag i debat