Nyheder

Wild Beasts er i gavehumør inden nyt album

Skrevet af Mattias Smidt

Fra i morgen giver det engelske band Wild Beasts deres nye single “Albatros” væk som fri download.

9. maj er engelske Wild Beasts klar med deres tredje album Smother, men allerede fra i morgen kan du downloade førstesinglen “Albatros”. Singlen kan downloades via bandets Facebook-side, men kan allerede nu streames fra samme side.

Bandets nye album skulle efter sigende til dels være inspireret af Mary Shellys romantiske gyserroman  “Frankenstein” fra 1818. Førstesinglen bærer da også præg af en vis form for melankolsk uhygge med sine rumklangsklaver-temaer og forsanger Hayden Thorpes bløde og lyse vokal.

Wild Beasts drager desuden på tour til maj med deres nye materiale, hvor der desværre på nuværende tidspunkt ikke er nogle danske koncerter på programmet. Sidst, Wild Beasts gæstede Danmark, var ved Roskilde Festival 2010, hvor de spillede for en halvtom Pavilion-scene. Dette skyldtes dog nok mest, at der samtidig stod et vist band og legede Gorillaer på Orange.

Deltag i debat