Plader

Asobi Seksu: Fluorescence

Det føles hørt før og så alligevel ikke. Femte udspil fra Asobi Seksu er stadig drømmepop, og der bliver kærtegnet for lytteren. Andet kan man heller ikke forvente af et band, der før i tiden gik under navnet Sportfuck.

Asobi Seksus musikalske lydbillede er om noget dét, man kan kalde et rough blend mellem de søsyge guitarflader fra Kevin Shields og co. i My Bloody Valentine og en vokal, der minder om Deerhoofs frontkvinde Satomi Matsuzakis og sågar til tider Nina Ramsbys fra gamle dages svenske Salt. En kombination, der, når den virker optimalt, kan henrykke, men når den fejler, så efterlades man med et surt opstød af irritation, der sommetider kan virke svært at skure af tungen igen.

Mit første møde med Asobi Seksu var med pladen Citrus, der vel nok stadig er gruppens mest anerkendte udspil, og som mere eller mindre succesfuldt formåede at kombinere dreampop med noisepop. Med Fluorescence er vi oppe på gruppens femte plade. Nu er det overordnede udtryk hovedsageligt rendyrket dreampop blendet med en betragtelig mængde electroficeret pop, der således har overtaget noisepoppens plads som medbestyrer ved roret – bortset fra på enkelte numre såsom ”Trails” og til dels albumpunktummet ”Pink Light”.

Men hvad der måtte mangle på noisekontoen, bliver opvejet af grundigheden i forsøget på at skabe et mere poppet og lettere fordøjeligt udtryk. Pladens styrke skal findes i den ubesværede, lette popkonstruktion, som var det en udgivelse dateret år 1997. Men vi er trods alt i 2011, og hele lydpakken virker på sin vis en anelse offbeat eller i bedste fald nostalgisk. Nærmest retrospektiv, om man vil. På forunderlig vis minder den om en henlagt og uddateret vare, som man har glemt, hvor man lagde, og nu er den pludselig dukket op efter en forårsrengøring.

Overordnet kan det være svært at finde deciderede hits på Fluorescence, hvor størstedelen af numrene bare flyder ubesværet gennem æteren og aldrig rigtig får placeret poppens yndige modhagere under huden på lytteren. Normalt kan jagten på helhed og homogenitet skabes via heterogenitet. Tilmed kan det give et flot plus i karakterbogen, når konceptet bruges med flair på et album, der helst skulle kunne levere lidt mere end gennemsnittet. På denne skive virker ideerne dog som skudt med spredehagl, og den røde tråd er gået i noget, der minder om en hårdknude.

Pladens første skæring, ”Coming Up”, er egentlig en ret lovende introduktion, hvor der bliver smidt i baljen fra alle hylder med synth, noise, popriff og Cocteau Twins-agtige vokal- og kvædstykker. Hæsblæsende tempo og en agenda der tilsyneladende spiller med musklerne for ligesom at demonstrere, at Asobi Seksu kan jonglere med adskillige bolde på samme tid. So far, so good. Det går an.

Efterfølgende er vi med nummeret ”Trails” tilbage ved en velkendt opskrift med whammypedalen i bund og tankerne på de trygge og genkendelige toner fra alt mellem My Bloody Valentine og Snowpony. Også forsanger Yuki Chikudate præsterer en interessant og divers vokal. Jeg associerer umiddelbart musikken til noget skandinavisk, og det føles kilometerlangt fra foregående nummer.

Herefter bliver det noget rodet, uinteressant og en kende for neutralt, til jeg egentlig bliver grebet. Men så næsten midtvejs sker der noget. ”In My Head”, som må være pladens bedste sang uden sidestykke, former et gedigent dreampop-sommerhit lige efter opskriften, hvor enkelheden kommer i front og gør helheden yderst gennemført.

”Leave the Drummer Out There” følger op som pladens længste skæring med to til tre numre i ét efterfulgt af ”Sighs”. Dette nummer må siges at være ubønhørligt tæt på at kamme over i popvanviddets drømmepludder med synths og guitarflader, der smager lidt af Mews A Triumph for Man. Og ser vi bort fra den shoegazende interlude i ”Deep Weird Space”, så skal jeg helt frem til sidste skæring, før jeg bliver vækket fra den Cocteau Twins-simulerende døs. Ikke engang j-pop-infernoet i ”Trance Out” kan ruske mig ud af trancen, for det bliver ganske enkelt ikke mere enerverende og irriterende. Højdepunktet af et surt opstød, der fordrer et hastigt klik på forward-knappen.

”Pink Light” lukker og slukker elegant og afmålt. Igen, ligesom med nummeret ”In My Head”, er det på disse enkle og lette konstruktioner, at Asobi Seksu gør mest væsen af sig og træder mest i karakter, da de har noget på hjerte, der bliver overlegent formidlet. Måske er det, fordi der hviler en tryghed over numre som disse plus ”Trails”. Alle minder de om gamle start/midt-90’er-demoer eller -outtakes eller måske semi-venstrehåndsarbejde eller gamle glemte optagelser fra bands som My Bloody Valentine, Cocteau Twins og endda The Cranberries. Det føles hørt før og så alligevel ikke. Men kærtegnet bliver der. Måske foregår der endda lidt petting. Og andet kan man heller ikke forvente af et band, der før i tiden gik under navnet Sportfuck.

★★★½☆☆

Deltag i debat