Koncerter

Belle & Sebastian, 01.04.11, Falkoner Salen, Frederiksberg

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Bandet var veloplagt. Lyden var god. Publikum var glade. Det eneste, som måske også var til stede denne aften, var en vis rutine hos Belle & Sebastian.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

Der gik ikke mange minutter, inden forsanger Stuart Murdoch allerede under første nummer “I Didn’t See It Coming” smed sin blazerjakke for bedre at kunne danse energisk, som han plejer at gøre, når Belle & Sebastian spiller live.

I det hele taget var der ikke mange overraskelser denne aften. Det skulle da lige være, at Falkoner Salens rungende betonlyd blev tæmmet af lydmanden, så Belle & Sebastians lette indiepop lød rigtig godt i den rimelig fyldte sal. Bandets havde denne aften en svensk strygerkvartet medsig, så der var ofte over ti mand på scenen, idet guitaristen Dave McGowan fra Teenage Fanclub og Nigel Baillie fra Camera Obscura også var en del af live-besætningen.

Det var selvfølgelig en koncert med vægt på bandets seneste album Write About Love, der ikke tilføjer meget musikalsk nyt til bandets diskografi, men fortsat viser, at det har en fin fornemmelse for 60’er-inspireret popmusik. Bedst denne aften fra dette album var “I Want the World to Stop”, hvor strygerkvartetten kom flot til sin ret. Det gjorde den også på “Lord Anthony” fra Dear Catastrophy Waitress, mens de på flere numre som f.eks. “Step Into My Office, Baby” fra samme album var mere visuelt pynt end musikalsk glasur.

Med otte studiealbum var bandet nu også villige til at dykke ned i bagkataloget. Med en bemærkning om, at salens publikum ligesom var delt op med de unge oppe foran og det ældre publikum nede bagved, dedikerede Stuart Murdoch “The Model” fra Fold Your Hands Child, You Walk Like a Peasant fra 2000 til publikummet bagerst i salen. Men bandet gik også endnu længere tilbage i tiden med balladen “We Rule the School” og den tempofyldte “Dog on Wheels”, som er fra Belle & Sebastians allertidligste dage i 90’erne og viser, at der allerede dengang var fantastisk melodisans. I det hele taget kom bandet godt omkring i diskografien.

Stuart Murdoch var vittig denne aften. Han jokede med, hvor mange der havde cyklet til aftenens koncert, og at én procent af publikum nok havde stjålet en cykel for at komme frem. Han var også ret imponeret over det rige Frederiksberg, og at der overhovedet boede mennesker med normal indkomst her.

Det veloplagte band fik dog med sniksnakken mellem numrene gjort koncerten til en lidt ujævn oplevelse, som ikke mange gange i løbet af aftenen rigtig flød. Det var da hyggeligt med fællessang-indslaget “I’m Not Living in the Real World”, hvor guitarist Stevie Jackson overtog vokalen fra Stuart Murdoch. Og det var sjovt, at samme Stevie spillede lidt Beatles, lidt Jimi Hendrix og lidt The Who, fordi alle tre kunstnere tidligere har spillet i Falkoner Salen. Men flere gange i løbet af aftenen blev koncerten mere til enkelte numre efter hinanden end et samlet hele.

Som altid blev der inviteret publikum med på scenen for at danse og klappe. Denne aften til “Dirty Dream Number Two” og “The Boy With the Arab Strap” fra albummet af samme navn. Det er et fint og hyggeligt ritual – og altid sjovt når publikum uden rytme pludselig giver den gas på scenen – men efterhånden kan det godt virke, som om bandet mere gør det som rutine end af lyst.

Koncertens bedste øjeblik var det afsluttende trekløver med “If You Find Yourself Caught in Love”, “Judy and the Dream of Horses” og “Sleep the Clock Around”, hvor det i sidstnævnte lige et øjeblik virkede, som om Stuart Murdoch glemte teksten et øjeblik. Men her fandt bandet et godt flow, og Sarah Martin fik bare en lille smule vokaltid, der ellers var savnet resten af aftenen.

Da bandet gik på igen til ekstranumre efter et stort bifald, blev der råbt på “This Is Just a Modern Rock Song”. Stuart Murdoch afviste blankt at spille den på grund af længden – men bandet gav alligevel lidt efter og spillede ret improviseret og løst det første minut af nummeret. Mere fik publikum ikke af den, til gengæld fik de “Get Me Away from Here I’m Dying“ og “The Blues are Still Blue” som afslutning på en koncert, der var fin, men til trods for veloplagtheden noget rutinepræget.

★★★★☆☆

Deltag i debat