Koncerter

Black Mountain, 10.04.11, Lille Vega, København

Skrevet af Anna Møller

Tunge progrockrytmer og flettede vokalsirener holder fast i søndagen på Lille Vega, mens canadiske Black Mountain fyrer op under den tungtåndende publikumsmasse.

Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk

Spindrift har varmet Lille Vega godt op med bløde indianerrytmer, dobbelte guitarer og velplacerede tamburinslag. En mand med hestehale, cowboyhat og -jakke med skriften »Booze & Tattoos« går forbi mig. Der er sand tipistemning i den stoppakkede sal, hvor canadiske Black Mountain skal til at spille.

Langstrakte syrelyde breder sig fra Jeremy Schmidts keyboard, og den kvindelige forsanger Amber Webber træder ind til publikums hujen. Hun er hippielækker på Alanis Morissette-måden med løsthængende, mørkt, bølget hår, bare arme og lange halskæder, og mens et rødt lys breder sig udover hendes centrale placering på scenen, begynder bandet at spille titelnummeret fra det seneste album Wilderness Heart.

Lydniveauet er højt i Lille Vega, der er blæs på Josh Wells’ trommer, og der er rigelig plads til forsanger og frontmand Stephen McBeans retro-guitarsoli. Matt Camirands bas ligger tungt og dominerende, og lydbilledet er generelt virkelig godt – på trods af enkelte steder hvor især Webbers vokal bliver en anelse mudret.

”Wucan” fra In the Future lægger lilletrommen og holder stramt på Webber og McBeans call-and-response-sirenesange, og klapsalver blander sig med ulvehyl og råb om giftemål fra salen. Webbers vokal er eminemt god, vibrerende og medfølende og til tider langstrakt klagende, mens publikum rokker i takt til de hypnotiske rundgange. Under ”Queens Will Play” fra In the Future i slutningen af sættet, hvor Webbers vokal er central i lydbilledet, vokser stemningen i takt med Camirands gentagende bas og det ellers relativt minimalistiske og stramme lydbillede – alt taget i betragtning.

Black Mountain spiller fortrinsvis numre fra de sidste to albums, og kun momentant vokser den psykedeliske progrock til corny heavyhøjder – som på “Let Spirits Ride” fra det seneste album. Og alligevel slipper de fem canadiere af sted med det, for de er ekstremt velspillende og veloplagte på den indadvendte og søvnigt psykedeliske måde.

Før ekstranumrene, der blandt andet omfatter den folkede “The Hair Song”, afslutter de med min personlige favorit, ”Rollercoaster”. Og jeg er vist ikke den eneste, der er vild med McBeans og Webbers cirkulære duet, hvor de to stemmer smelter sammen i vokalmelodiøs erkendelse, mens de øvrige instrumenter kører deres eget, mørke løb. Rytmen er tung og trækker af sted med teksten: »Roller rollercoaster oh how I’d love to roll you in.«

★★★★★☆

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar