Plader

Cold Cave: Cherish the Light Years

Skrevet af Rasmus Riiskjær

Hvad enten du bryder dig om nyfortolkninger af 80’ernes melankolske måde at skabe en fest på eller ej, bør du opleve dette fantastiske album, hvor elektronisk indie, synthpop og industrial sammen former et vedholdende og æstetisk sublimt udtryk.

Cherish the Light Years er en helt igennem svært begribelig fed oplevelse. Albummet er Cold Caves andet fuldlængde-albumudspil og står som en mere poleret og fokuseret opdatering af Love Comes Close fra 2009.

Hvad enten man bryder sig om nyfortolkninger af 80’ernes melankolske måde at skabe en fest på eller ej, må man tillade sig selv den frihed at opleve dette fantastiske album, hvor elektronisk indie, synthpop og industrial sammen former et vedholdende og æstetisk sublimt udtryk. I sine allerbedste øjeblikke formår frontmanden Wes Eisolds stemme og bandets energiske og desperate synthpop at forvalte arven fra 80’er-bands som New Order, The Cure og Joy Division. Når det er sagt, bliver jeg nødt til at indvende, at det i og for sig ikke er det væsentligste. Glem for et øjeblik, at 80’erne er slut, tag eventuelle skeptiske parader ned – måske hjulpet på vej af et glas eller to efter temperament – og fortæl mig så, at denne her plade ikke rokker din jolle.

Den umiddelbare kategorisering af pladen som noget fjernt og fortidigt – som en form, der er blevet skamredet af mange nutidige bands – fortager sig, når man lytter til albummet, for man bliver nødt til at give sig hen til den fantastiske energi. Som lytter får jeg i hvert fald virkelig lyst til at tage til en fest, hvor denne plade bliver spillet tinnitus-provokerende højt og igen og igen, så fed er den. For mig er det ikke blot det direkte patetiske i vokalen og teksterne og den ensartede rytmik, der får mig til at overgive mig. Det er der, hvor det patetiske bliver sublimt og til tider sågar erotisk. Når denne følelse overmander mig, føles det, som 80’erne ikke har eksisteret, og kritiske indvendinger om originalitet og mangel på samme er ligegyldige, fordi musikken virkelig er så god, at det halve også ville være en ret god fest. Jeg vil næsten vove den påstand, at pladens attitude frem for alt er helt igennem oprigtig og post-ironisk. En anden pol i pladens udtryk er den mere elektroniske og clubbede del, hvor eksempelvis nummeret “Icons of Summer” formår at sammenkoble den hårde energi og de bløde værdier, der bølger fra de spacede tangenter.

Det første nummer, “The Great Pan is Dead”, indeholder nogle af pladens mest overvældende og larmende øjeblikke. En postrock-lignende energi med abrupte lilletrommeslag forløses, og efterfølgende hamrer det af sted og veksler mellem en rocket og house-lignende attitude, et vrælende guitarkor og Eisolds insisteren på at være mindst en lige så stor og dyster neoromantiker som Ian Curtis og de andre tudeprinse.

På tredje nummer, “Confetti”, der står som et af mine favoritnumre på pladen, trækkes vejret lige en gang, uden at pusten dog tabes. En simpel, men ultracool synth-figur står nøgent alene, men får snart følgeskab af nogle gedigne 80’er-trommer; komplet med sekstendedele på hihatten og den karakteristiske tam-rundgang. Derudover suppleres der med enkel og skøn guitarfigur, og Eisolds vokal i følgeskab med en kvindelig, der gentager: »Oh, I’m coming« og »You look so good on the outside.«

Det er svært ikke at nikke i takt og rødme over hele krydderen, men selvom det måske lyder en smule sjofelt, er det ikke sådan, det forholder sig. Det er denne form for oprigtighed og følsom alvor, som kendetegner hele pladen, der fremstår som et gennemspillet og veltænkt værk.

★★★★★½

Deltag i debat