Plader

Crystal Stilts: In Love With Oblivion

Skrevet af Esben Rasmussen

Crystal Stilts lyder som en masse rigtig gode bands. De har nogle fine sange og er et ganske sympatisk bekendtskab. Desværre lykkes det sjældent at bidrage med noget synderligt særegent til den række lange inspirationskilder, de åbenlyst træller på.

Brooklyn-bandet Crystal Stilts er egentlig et ret godt band. De har nogle ret gode sange, og de er godt udført. De har lyttet til de helt rigtige albums og fundet en fin middelvej mellem det spartanske og det pompøse. Det er alt i alt helt okay.

Og det er lidt den følelse, man sidder tilbage med efter at have hørt deres anden fuldlængdeudgivelse In Love With Oblivion. Deres åbenlyse forbilleder til trods, lyder de aldrig helt som blot ét af disse – i stedet lyder gruppen ca. som medianen af Velvet Underground, Beat Happening og nogle af de lidt mere rockede grupper på Lenny Kayes (i øvrigt formidable) Nuggets-opsamling. Og det gør dem egentlig til et lidt sært bekendtskab. Jeg kan lide det meste, niveauet er mestendels højt, men udgivelsen er så homogen, at det kan være svært, endsige umuligt, at skelne de 11 numre fra hinanden.

Produktionen, hvor reverb må siges at være overskriften, er måske en af årsagerne hertil. Synth, trommer, vokal, de treblede guitarer (der måske godt kunne have fået et nøk opad i mikset) – alt er søbet ind i rumklang. Og selvom det egentlig fungerer fint, sådan den enkelte sang anskuet, så flyder numrene så meget sammen, at det til tider kan være svært at høre, om vi egentlig er ved skæring 4, eller om vi allerede er hoppet videre til 5 (eller 6 for den sags skyld).

Og det er egentlig lidt synd, for den førnævnte brug af forbillederne ender sjældent ud i ren stiløvelse – måske lige med undtagelse af “Prometheus at Large”, der lyder urimeligt meget som “Run Run Run” – og der er generelt mange fine momenter på hvert enkelt nummer. De har elementer, der lyder umiskendelig Kiwi-agtige, andre, der lyder som Josef K, og igen andre, der lugter lidt af Feelies. Det er altså en lang række stærke (og i indieverdenen meget højt vurderede) grupper, Crystal Stilts trækker på, men uden at tilføje noget synderligt særegent. Nu er det selvfølgelig heller ikke, fordi indeværende anmeldelse mere eller mindre implicit skal udformes som en lang personlig namedropping-affære, men det er virkelig udtalt, hvor meget Crystal Stilts lyder som en masse andre gode grupper uden selv at bringe så meget nyt på banen.

Derudover er der bestemt højdepunkter. Især tredje nummer “Silver Sun” fungerer rigtig godt med sine insisterende trommer, den langtrukne “Alien Rivers” er en fin afveksling fra de hurtige numre, og “Shake the Shakles” er ligeledes et rigtig godt nummer. Den nævnte “Alien Rivers” er måske det stærkeste moment på albummet, fordi tempoet her bliver skruet lidt ned, og den repetitive form bliver næsten hypnotisk. Umiddelbart er det det mest interessante, gruppen fortager sig, og de kunne med held fokusere mere på det udsvævende, semi-psychede i kompositionen i stedet for blot at overlade det til en nok distinkt, men også lidt gimmick-præget produktion.

Til trods for de helt rigtige forbilleder og en udmærket måde at formidle disse på, så er det en lidt fad fornemmelse, In Love With Oblivion efterlader. Det er helt okay og desværre ikke så meget mere.

★★★½☆☆

Deltag i debat